Video : Tipsbladet
Superliga

OB-indkøb mellemfornøjet med sin start: Jeg er ikke helt oppe at ringe

Moses Opondo er kommet okay fra start i OB, men heller ikke mere end det. Selv om hans spillerstil er krævende, forventer han stadig forbedringer fra sig selv.

Det går bedre nu, end det gjorde i starten for Moses Opondo. Han kom til OB med en skade og startede i minus i sin nye klub, men nu ser det ud til, at han har erobret en fast plads på holdet.

Opondo har fået spilletid i de fem seneste kampe, og i de tre seneste er han endda startet inde. Men selv om han er faldet fint til på OB's hold, er han ikke ved at falde ned ad stolen i benovelse over sig selv.

Læs også:Optakt: Silkeborg IF - OB

- Jeg føler mig fint tilpas. Jeg vil gerne være endnu mere på og tage endnu mere fat i bolden. Det er en hård spillestil, jeg har, for jeg skal være aggressiv og tage dybdeløb, og samtidig skal jeg være klar til at hjælpe defensivt, og det kræver også noget. Jeg skal ikke sløse med det defensive, bare fordi jeg gerne vil det offensive. Det kræver rigtig meget af mig at være den spillertype, jeg gerne vil være. Jeg er ikke helt oppe at ringe. Jeg er selvfølgelig nået et godt stykke, men der er også plads til forbedringer, siger Opondo til obstruktion.dk.

OB har kollektivt set også fået en lunken start på sæsonen. Holdet ligger på syvendepladsen, dog a point med AGF som nummer seks, og det har hverken vundet eller scoret i de tre seneste kampe. 

Læs også:OB-boss tilfreds med transfervinduet: Vores mål er lykkedes

Der burde dog være en oplagt chance for begge dele i næste Superliga-runde. OB møder således Silkeborg IF, der som det eneste hold endnu ikke har vundet i denne sæson, og som har indkasseret 21 mål i otte ligakampe. Det er flest af alle.

Den kamp spilles på mandag.

Læs også:Opondo uforstående over for manglende Sabbi-udvisning