Video : Tipsbladet
Superliga

OB-matchvinder: Vi er for mange midtbanespillere

Casper Nielsen slider med at bide sig fast på OB-mandskabet. Midtbanespilleren føler, at han har lige væld mange konkurrenter.

OB har fået rettet op på en forfærdelig start på sæsonen, og søndagens 2-1-sejr på hjemmebane over Esbjerg fB har bragt fynboerne op på fjerdepladsen. Jakob Michelsens mandskab er inde i en stime med syv kampe i træk uden nederlag.

At det blev til en sejr mod Esbjerg fB, skyldtes et afgørende mål af Casper Nielsen i overtiden. OB-spilleren fik god hjælp af Jeppe Højbjerg, da han scorede sejrsmålet, som var Nielsens anden fuldtræffer i denne sæson. Casper Nielsen kom ind i midten af anden halvleg mod sin tidligere arbejdsgiver og har generelt haft svært ved at bide sig fast i denne sæson.

- Det er ikke nemt altid at komme ind for at skulle gøre en forskel. Specielt i en kamp som i dag (i søndags, red.), hvor det var en lidt tung bane. Det var dejligt at blive afgørende igen og svare lidt tilbage. Jeg kører på og arbejder hårdt hver eneste dag, og det er måske det, der bærer frugt nu. I stedet for at blive frustreret, kører jeg bare på, siger Casper Nielsen til Stemmer fra Ådalen.

Den tidligere Esbjerg-spiller er i konkurrence med folk som Jens Jakob Thomasen, Kamil Vacek, Troels Kløve, Julius Eskesen og Mathias Greve, og Casper Nielsen føler, at OB-truppen rummer lige væld mange midtbanespillere.

- Hvis du spørger Jakob (træner, red.), vil han nok også sige, at vi er for mange. Vi er i hvert fald for mange gode spillere, når man kigger på Superliga-kampe og så videre. Der er virkelig mange dygtige spillere til to positioner, og det er selvfølgelig frustrerende – især i forhold til mig selv, der scorede to mål i pokalturneringen og spillede en god kamp.

- Det var ikke nok til at starte inde mod Esbjerg, og det kan man godt gå og være frustreret over. Men sådan er gamet, og man vil gerne spille hver gang – især når man føler, at man fortjerner det. Sådan er det lige nu, og det handler bare om at holde hovedet oppe, og det gør nok, at man får lidt hjælp oppe fra og bliver afgørende. Det var en dejlig følelse, lyder det fra Casper Nielsen.

- Der er den konkurrence, der skal være
OB-træner Jakob Michelsen kan ligesom Casper Nielsen godt tælle sig frem til, at fynboerne ikke går ned på midtbanespillere, der skal kæmpe om de to pladser foran Janus Drachmann. Det har blandt andet ramt Kamil Vacek hårdt - den tjekkiske nyerhvervelse venter fortsat på sin Superliga-debut.

Jakob Michelsen vælger dog at se det som en luksus.

- Grundlæggende har vi rigtig mange spillere på nogle positioner, mens vi er mere udsatte på andre positioner, fordi vi har skiftet system efter en skidt. Vi lavede en plan, da vi gik ind til en uge med tre kampe på ni dage. Efter sejren over Hobro i Superligaen, var det mere eller mindre besluttet, hvordan vi skulle stille op efterfølgende. Derfor kunne vi også skåne Mathias Greve i pokalkampen sammen med Desler og Helenius, der blev taget ud tidligt. Vi havde lavet et puslespil for at dosere kræfterne, siger OB-træneren.

- Casper bemærkede sig positivt ved at score to mål i Hobro og gjorde det også godt, da han kom ind i dag (i søndags, red.) ved at score. Jeg håber da, at alle spillere – også Casper – er skuffede og frustrerede, når de starter ude. Sådan skulle det gerne være. Jeg vil gerne have en trup, hvor det ikke er en forringelse af kvaliteten, når vi skifter ud. Det er den konkurrence, der skal være, hvis man gerne vil have en kompetitiv trup. Jeg husker også en kamp i foråret, hvor OB havde tre skader, og pludselig skulle der to sæsondebutanter ind. Det duer jo ikke, hvis man skal kunne stille et konkurrencedygtigt og duelstærkt hold hver gang.

Næste opgave for OB er på udebane mod FC Nordsjælland.