Video : Tipsbladet
Superliga

OB mister vigtige bronzepoint mod FCN

OB var foran 2-0 mod FC Nordsjælland, men endte med at spille uafgjort 2-2.

OB er en del af en meget tæt bronzekamp mod Esbjerg fB, så da fynboerne i dag mødte FC Nordsjælland på udebane, var det kun de point, der talte.

Fra start tog begge hold offensivt initiativ, og det skabte et hurtigt mål. Oliver Lund var hurtig på en returbold og fik lagt den i kassen til 1-0.

Den føring blev fordoblet ti minutter senere på en soloaktion af Bashkim Kadrii. Nicolai Larsen kunne ikke holde bolden på en afslutning, og så var OB-angriberen hurtig til at prikke den i mål.

Lige inden pausen fik Jonathan Amon reduceret, da han brød igennem på kanten, forsøgte at aflevere til en medspiller, men fik bolden retur via en OB-spiller og placerede den i mål til 2-1.

FC Nordsjælland kom godt ud fra anden halvleg, og der gik ikke mere end syv minutter, før de havde udlignet. Andreas Skov Olsen kom til baglinjen, hvor han fandt Mikkel Rygaard, der foran målet nemt kunne sparke bolden i mål til 2-2.

Efter målet bølgede kampen frem og tilbage, hvor begge hold jagtede sejrsmålet. Det kom dog ikke, og dermed endte kampen uafgjort 2-2.

OB har nu to point flere end Esbjerg fB, der har en kamp i baghånden.