Video : Tipsbladet
Superliga

OB på træningslejr: Har ikke prøvespiller med

Brandon Onkony er ikke med i den trup, som OB har taget med på træningslejr.

OB er i dag draget afsted på træningslejr til Tyrkiet, hvor der skal være ti træningsdage med to træningskampe undervejs.

På sin hjemmeside skriver OB, at cheftræner Jakob Michelsen har taget alle mand i førsteholdstruppen med, men at Alexander Ludwig først ankommer lidt senere end de øvrige.

Derudover er der også fundet plads til talenterne Christian Bernat, Daniel Obbekjær og Gustav Grubbe.

Derimod er prøvespilleren Brandon Onkony ikke en del af truppen, skriver obstruktion.dk. Ifølge mediet var det uvist, om Onkony ville tage med på træningslejren, men det har man altså besluttet ikke at gøre.

Til mediet siger Onkonys agent, Thomas Jørgensen, at Onkony regner med at have skrevet under på en kontrakt i en anden klub i løbet af ugen.

OB skal på træningsturen spille mod Pogon Szczecin og Rapid Wien.