Video : Tipsbladet
Superliga

OB-profil: Altafgørende at få en sejr på søndag

OB skal forsøge at glemme alt om ydmygelsen mod FC København, for ifølge Ryan Johnson Laursen venter der en altafgørende kamp forude.

Det kunne ikke have gået værre.

OB indledte forårssæsonen i Superligaen med at tabe 6-1 til FC København, og det nederlag har gjort ondt i den fynske klub. På søndag kommer den første mulighed for at vaske pletten af, når Vejle Boldklub gæster Odense.

For OB-spillerne har det været vigtigt at få snakket ud om det store nederlag, og nu er der fokus på at levere en god præstation i den kommende kamp, hvor fynboerne vil have favoritværdigheden.

- Det er altafgørende, at vi får en sejr på søndag. Vi har været lidt ramte mentalt efter vores dårlige start i Parken og har snakket en del om det, men vi er kommet videre nu og ser frem til kampen mod Vejle, siger Ryan Johnson Laursen til OB’s hjemmeside.

- Det er vigtigt, at man ikke lader sig tynge alt for meget ned, fordi kampen mod Vejle er mindst lige så vigtig. Vi har fået snakket igennem, hvad vi skal, og nu er det vigtigt, at vi får vist Odense, at vi ikke er et hold, man laver så mange mål på. Det var virkelig under niveau, og det vil vi gøre alt for at vende.

Der er kampstart på Nature Energy Park klokken 14.00 på søndag.