Video : Tipsbladet
Superliga

OB-profil efter Brøndby-sejr: Vi kører dem rundt i store dele af kampen

Brøndby vandt lørdag 0-2 mod OB, men ifølge Bashkim Kadrii var sejren overhovedet ikke fortjent.

Fjerdepladsen skiftede ejermand i sidste runde af mesterskabsslutspillet, og til stor ærgrelse for OB-spillerne var det ikke dem, der kunne glæde sig over at skulle spille en kamp om at komme i Europa League.

Den fynske klub startede ellers lørdagens hjemmekamp mod Brøndby som lyn og torden, men gassen gik lige så langsomt af ballonen, og i stedet endte Brøndby med at vinde kampen.

Sejren til Brøndby var ingenlunde fortjent, hvis man spørger Bashkim Kadrii, og OB-profilen mente, at Martin Retovs mandskab var blevet kørt rundt i store perioder af opgøret på Nature Energy Park.

- Det er sindssygt, at vi ikke får scoret et mål. Jeg synes, vi kører dem rundt i store dele af kampen. Vi spiller fantastisk. Det er så bare lort, vi ikke kan vinde. Det er ufortjent, de vinder, men det kan vi ikke bruge til så meget. Vi skulle have scoret på vores chancer, for vi har en del.

- Skuffelsen sidder der lige nu i hvert fald, men selvfølgelig, når man lige går sæsonen igennem og tænker på den som helhed, så har det været en fremragende sæson, og vi har virkelig lagt på hele sæsonen. Så når der lige er gået et par dage, og vi kan kigge sæsonen igennem, så kan man godt være stolt over den, siger Kadrii til OB’s hjemmeside.

Gennem lang tid har OB ligget til at få bronzemedaljer, men i stedet må klubben nu se tilbage på en sæson, hvor det kun blev til en femteplads.