Video : Tipsbladet
Superliga

OB-profil efter remis i Esbjerg: Det var udfordrende forhold

Jeppe Tverskov ærgrer sig over, at OB ikke kunne besejre Esbjerg fB tirsdag, og forklarer, at forholdene gjorde det svært for fynboerne.

Der var en direkte duel om tredjepladsen i Superligaen, da Esbjerg fB tog imod OB tirsdag aften.

Før opgøret lå Esbjerg fB på tredjepladsen med et point ned til OB på fjerdepladsen, og fynboerne kunne altså erobre tredjepladsen med en sejr. Det skete imidlertid ikke, og efter at opgøret sluttede uden mål og uden vinder, er Esbjerg stadig et point foran OB.

Det ærgrer OB’s forsvarsprofil Jeppe Tverskov, som stod tilbage med blandede følelser efter kampen.

- Det er lidt blandede følelser. Det var vigtigt ikke at tabe i hvert fald, så på den front er det okay. Men det er klart, at vi jagter tre point, så det er ærgerligt, at vi ikke kan tage dem med hjem, fortæller Tverskov til OB’s hjemmeside.

Tverskov forklarer samtidig, at de fynske gæster havde det svært med forholdene på Esbjerg fB’s hjemmebane, Blue Water Arena. 

- Der var meget blæst og en meget tør bane, så der var nogle forhold, der var lidt udfordrende for os. Noget af det spil, vi gerne ville, var lidt svært, når banen var så tør, så bolden stoppede, og vinden også stoppede bolden. Det var lidt svært at koordinere angrebene, og det var også derfor, at man kunne se, at der ikke var så mange polerede angreb fra nogen af holdene. Men jeg synes, at vi kommer okay ud af det, og der er også flere perioder i kampen, hvor jeg synes, at vi har overhånden, men det udmøntede sig desværre ikke, fortæller Tverskov.

I næste spillerunde skal OB gæste FC København i Parken, mens Esbjerg fB skal på besøg hos Brøndby IF.