OB-profil: Europa er en kæmpe mulighed for os
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

OB-profil: Europa er en kæmpe mulighed for os

Selv om fokus er på at redde livet i Superligaen, vil OB'eren Frederik Tingager meget gerne kvalificere sig til europæisk fodbold i næste sæson.

I den nye Superliga-struktur kan man hurtigt gå fra himmel til helvede - og vice versa. Lige nu er OB en del af det såkaldte kvalifikationsspil, hvor det gælder om at undgå nedrykning, men hvis holdet slutter i den øverste halvdel af sin pulje, skal det pludselig spille om at komme i Europa League. 

Midtstopperen Frederik Tingager understreger, at det først og fremmest handler om ikke at rykke ned, men muligheden for at redde sæsonen ved at kvalificere sig til Europa er indbydende.

- Vores fokus er ikke der lige nu. Fokus er at slutte blandt de bedste to. Hvis spillet er til det, skal vi da helt sikkert gå efter det. Det er en kæmpe mulighed, men det er ikke vores fokus lige nu. Det ligger i baghovedet, at der er en gulerod ved at være der, hvor vi er nu. Det kunne være sjovt, men lige nu er fokus at sikre overlevelse, siger Tingager i podcasten Stemmer Fra Ådalen.

Chancen for at nå Europa er blevet kraftigt forøget i dette forår, hvor OB'erne har gjort deres for at opveje for det svage efterår. Senest blev Tingager matchvinder i 2-1-sejren i Aarhus, og holdet er blot ét point fra AC Horsens på en af de pladser, der giver adgang til spillet om Europa League.

Frederik Tingager mærker da også positive vinde blæse over Ådalen i Odense.

- Først og fremmest er der en optimisme på grund af det forår, vi har haft. Vi har hentet 10 point i fem kampe. Det taler sit eget sprog. Der er positive tendenser, selvom efteråret var hårdt ved os, og vi nu er i den her situation. Vi vil gøre alt for at komme ud af den situation, vi har bragt os selv i. Ambitionen og målet er at slutte blandt de bedste to i gruppen. Det ser jeg gode muligheder for, siger han. 

OB kan rykke foran Horsens, når de to hold mødes i den første runde af slutspillet efter landskampspausen. Den præcise dato er nendu ikke fastlagt.