OB-profil: Utrolig vigtigt med sejr
Foto: Getty Images/Lars Ronbog
Superliga

OB-profil: Utrolig vigtigt med sejr

For OB er det altafgørende, at der kommer sejre på bordet i starten af sæsonen.

I sidste weekend blev Superligaen for OB’s vedkommende indledt på skuffende vis med et nederlag til oprykkerne Vendsyssel FF.

De nul point satte sig også hårdt i OB, som skal forsøge at komme tilbage på rette spor i dag, når de hjemme byder Sønderjyske op til dans. Forventningerne er i hvert fald store.

- Vi brugte den første dag efter kampen i Vendsyssel på at komme videre. Den var rigtig tung, vi var meget skuffede over kampen og vil gøre alt for at få vendt det, for det er utrolig vigtigt, at vi fra starten af sæsonen kommer ud og får nogle sejre. Derefter har vi sporet os ind på SønderjyskE, og vi har foretaget noget taktisk træning, hvor vi har forberedt os på de ting, som vi ved, SønderjyskE er gode til.

- Jeg forventer klart, at SønderjyskE kommer med det sædvanlige, som er fight, dødbolde og masser af dueller. Man skal være klar fra start mod SønderjyskE, ellers kan de score når som helst. Vi har det notorisk svært ved dem, men har på det seneste haft et godt tag på dem i kampene, og kunne vel reelt set have vundet alle fire over dem i sidste sæson. Men det gjorde vi ikke, og det var der jo en grund til, så det skal vi have lavet om på. Jeg glæder mig, og det kommer nok til at starte som en krig, men når kampen har sat sig, er jeg sikker på, vi nok skal få skabt muligheder, siger Ryan Johnson Laursen til ob.dk.

OB har i de seneste 13 kampe kun vundet en enkelt gang over Sønderjyske.

Kampen fløjtes i gang klokken 14.00.