Video : Tipsbladet
Superliga

OB sejrede sikkert i sidste træningskamp

På mål af Mathias Greve og Anders K. Jacobsen fik OB en sejr i træningskampen mod FC Roskilde.

Hele seks prøvespillere var med i startopstillingen hos FC Roskilde til træningskampen mod OB, der modsat havde stillede op i noget nær stærkeste opstilling, hvor nyindkøbte Moses Opondo blandt andre var med.

OB tog ganske hurtigt kontrollen over kampen, der blev spillet i Ådalen, og efter 17 minutter var Anders K. Jacobsen tæt på at score, men hans afslutning prellede af på stolpen. Blot tre minutter senere kunne Mathias Greve dog sparke fynboerne foran.

Dominansen fra Superliga-klubben fortsatte gennem første halvleg, og da de to mandskaber kom ud til anden halvleg var der blevet foretaget en række udskiftninger, men OB var stadig det bedste hold på banen.

Efter en god times spil fik Anders K. Jacobsen udbygget føringen med et flot lob over FC Roskildes målmand.

Det mål blev også kampens sidste, og dermed fik OB en sejr i den sidste træningskamp, inden Superligaen starter med en hjemmekamp mod FC København den 14. juli.