Azer Busuladzic fik masser af spilletid for OB i efterårssæsonen, og dermed tegner der sig et billede af, at den tidligere Vejle-spiller er en vigtig brik på det fynske mandskab. Af samme årsag er det en smule bemærkelsesværdigt, at midtbanespillerens kontrakt udløber til sommer, og at OB ikke har fået afklaring på den front endnu.
Hovedpersonen selv bruger dog ikke meget tid på at spekulere over sin kontraktsituation, og han er sikker på, at der nok skal falde en afklaring.
- Vi har ikke snakket sammen, så der har ikke været nogen forhandlinger endnu. Jeg håber, det kommer. Det er vigtigt for mig, at jeg præsterer i det her forår, og så skal det andet nok komme. Det er jeg ikke i tvivl om. Jeg tager det meget stille og roligt. Jeg skal nok finde en klub, hvis det ikke bliver her. Jeg er glad for at være her, og jeg vil også gerne være her længere tid, siger Azer Busuladzic til SportFyn.
Den bosniske midtbanespiller fik spilletid i 13 af 17 Superliga-kampe i efteråret.