OB-stopper fik revne i kindbenet i hård debut
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

OB-stopper fik revne i kindbenet i hård debut

Frederik Tingager pådrog sig en revne i kindbenet mod FC København.

Han leverede en fornem debut for OB, men det var også en hård en af slagsen for Frederik Tingager. 

Forsvarsspilleren fik sin første startplads i Superligaen søndag, og kampen mod FC København var hård for den tidligere Holbæk-knægt. OB oplyser således, at Tingager pådrog sig en revne i kindbenet i løbet af kampen, og derfor skal der nu tages hånd om de problematikker, som det medfører. 

- Den (en undersøgelse, red.) har vist, at OB'eren har fået en revne i det ene kindben. Det er endnu uklart, hvad det får af betydning for Tingagers mulighed for at træne og spille kampe i den kommende tid. OB undersøger, hvad der kan gøres for, at Tingager hurtigst muligt er klar til trænings- og kampbanerne igen, og en af mulighederne kan blive, at Tingager skal spille med en maske, indtil revnen er helet, lyder det på OB's officielle hjemmeside. 

Frederik Tingager havde fået chancen i startopstillingen på bekostning af forsvarsspilleren Lasse Nielsen, der meldes på vej til polsk fodbold. 

Nu kan det være, at Nielsen alligevel kommer i kamp for OB på torsdag, når modstanderen er FC Nordsjælland på udebane.