OB-stopper glæder sig til Horsens-gensyn: Jeg er meget tændt
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

OB-stopper glæder sig til Horsens-gensyn: Jeg er meget tændt

Alexander Ludwig skiftede fra AC Horsens til OB i sommer, og på mandag møder han sin gamle klub for første gang. Han ser gerne, at OB vinder opgøret, og han vil især gerne have håneretten mod Bjarke Jacobsen.

Det er ikke sådan, at Alexander Ludwig har fået hele sin fodboldopvækst i AC Horsens og ser klubben som sin helt store hjerteklub. Men Den Gule Fare har alligevel spillet en vigtig rolle i midtstopperens karriere.

Det var i Horsens, han etablerede sig som Superliga-spiller, og han tilskriver selv klubben en del af æren for, at han nu er i OB. Derfor, og fordi han skiftede fra Horsens for få måneder siden, er det en særlig kamp, han og OB skal spille på mandag.

Her kommer hans gamle holdkammerater på besøg i Odense, og den kamp skal hjemmeholdet helst vinde.

- Det er en speciel kamp, jeg var der i sidste sæson og kender derfor en del af spillerne. Jeg glæder mig, jeg er meget tændt, og jeg ser helst, at vi slår dem. Det bliver samtidig en sjov kamp, og det ser jeg frem til, siger Alexander Ludwig til OB's hjemmeside.

- Horsens var dem, der gav mig chancen, og det er deres skyld, at jeg kan stå her i OB i dag, hvilket jeg værdsætter rigtig meget. Det var et stort skridt i min fodboldkarriere at skifte til OB fra Horsens. Selvom jeg kun var der i én sæson, var der mange mennesker i og omkring klubben, der er kommet til at betyde meget for mig.

Der er særligt én Horsens-spiller, Alexander Ludwig ser frem til at møde og forhåbentlig vinde over: Bjarke Jacobsen, som ligeledes skiftede til AC Horsens i sommeren 2017.

- Der er en masse drenge, som jeg gerne vil have noget på, men hvis jeg skal vælge én, som jeg glæder mig særlig meget til at spille overfor, så er det Bjarke Jacobsen. Jeg har fået en del kopper kaffe med Bjarke i gennem tiden, og ham kunne jeg godt tænke mig at have et eller andet på - særlig håneretten, siger Ludwig.

Om det lykkes Ludwig og OB, bliver vi klogere på fra klokken 19 på mandag.