Video : Tipsbladet
Superliga

OB-træner før svensker-test: Skal finde vores udtryk frem

Jakob Michelsen er klar til at lave en copy-paste fra sidste sæson i foråret 2020.

Ligesom resten af Superliga-mandskaberne er OB også godt i gang med forberedelserne frem mod forårssæsonen. En del af dem er træningskampe, og onsdag møder fynboerne svenske Helsingsborg IF.

Mens OB skiftede alle 11 mand ud i pausen i den seneste test mod Middelfart, så er det ikke planen, at alle skal have lige meget tid denne gang. Det fortæller OB-træner Jakob Michelsen i et interview på klubbens officielle hjemmeside.

- Vi er længere fremme i vores opstart, og derfor skruer vi naturligvis op for intensiteten. Det er altid godt at spille en træningskamp mod en international modstander, som Helsingborgs IF jo er, og modsat vores kamp mod Middelfart i lørdags, så er det ikke planen, at vi skal fordele spilletiden ligeligt blandt alle spillere, siger han og fortsætter:

- Kampen skal bruges til at komme et skridt nærmere det udtryk, vi skal komme med, når vi den 16. februar starter forårssæsonen med en hjemmebanekamp mod Brøndby IF, lyder det fra Jakob Michelsen.

Kampen mod Brøndby bliver også et afgørende skridt for OB i målet om at nå op i top seks igen i denne sæson. 

- Vi skal ud og jagte en plads blandt de seks bedste i det kommende forår. Vi står med det samme udgangspunkt, som vi gjorde for et halvt års tid siden. Her var vi et point fra top seks, da vi tog hul på forårssæsonen. Derfor tror vi også på, at vi igen i år kan komme i top seks, så vi går uden tvivl efter en copy-paste fra sidste års jagt, fortæller Michelsen.

Kampen mellem OB og Helsingsborg IF spilles klokken 15 i Ådalen onsdag.