Video : Tipsbladet
Superliga

OB-træner om Helenius: Skal hæve overliggeren for OB

Kent Nielsen ser frem til at få Nicklas Helenius til klubben. Han fremhæver angriberens afslutningsfærdigheder og evne til at sætte medspillere op.

I næste sæson er det ikke kun Rasmus Festersen, Anders K. Jacobsen og Rasmus Jönsson, der er angribere i OB. De tre får selskab af Nicklas Helenius, der skifter til OB på en fri transfer fra AaB.

Det har OB netop offentliggjort på deres hjemmeside, hvor de samtidig melder, at 25-årige Nicklas Helenius får en kontrakt for de næste tre sæsoner.

Tilgangen af Nicklas Helenius skal være med til at øge OB’s angriberes samlede farlighed, så klubben kan tage det næste skridt. Det er en af de ting, Kent Nielsen siger om sin nye angriber.

- Vi får tilgang af en spiller, som har en god størrelse og en styrke i at være enormt afslutningssikker både fra distancen og i feltet, ligesom han har et fint blik for at sætte sine holdkammerater op. Han vil komme til at supplere de angribere, vi har i forvejen på en god måde, så vi har lidt flere forskellige alternativer. Nicklas har en fin erfaring og har prøvet fodbolden på godt og ondt, og det er han kommet styrket ud af og har fået gang i karrieren igen. Han har en høj overligger og han lever af og for at score mål, hvilket allerede i en tidlig alder gav interesse fra de største ligaer. Vi er sikre på, at vi får stor glæde af samarbejdet begge veje, og at vi i fællesskab får hævet overliggeren for både OB og for Nicklas, siger Kent Nielsen til klubbens hjemmeside.

Nicklas Helenius har fået sin fodboldopdragelse i AaB, og efter nogle gode år i Superligaen blev han i 2013 sendt til Premier League-klubben Aston Villa. Det ophold blev dog ikke den store succes, og derfor skiftede han to år senere tilbage til AaB. Her havde han svært ved at slå igennem. Tyske Paderborn meldte sig på banen med en lejeaftale fra februar 2016 til sommeren, men heller ikke her kom den store succes.

I denne sæson har Nicklas Helenius spillet for Silkeborg, og her er successen så småt begyndt at komme tilbage. Helenius har spillet i 20 Superliga-kampe, hvor han har scoret seks mål. Det er også blevet til tre målgivende afleveringer.

I alt har den 25-årige angriber spillet 157 kampe i Superligaen med 49 mål og 24 assists til følge.