Video : Tipsbladet
Superliga

OB-træner om lodtrækning: Kunne ikke være værre

Jakob Michelsen var absolut ikke glad for, at FC Midtjylland blev modstanderen i semifinalen af Sydbank Pokalen

I går spillede AaB sig som det fjerde og sidste hold i semifinalen af årets Sydbank Pokalen, da de vandt over Næstved i kvartfinalen. Kort efter kampen blev der så trukket lod til semifinalerne, og her blev OB parret med FC Midtjylland.

Slaget skal endda stå på MCH Arena i Herning, og OB kommer derfor på en ualmindelig svær opgave, hvis de skal forsøge at spille sig i årets pokalfinale. Derfor var OB-træner Jakob Michelsen da heller ikke særlig glad for lodtrækningen.

- Det kunne ikke være værre. Midtjylland er det bedste hold tilbage, og så havde vi da slet ikke håbet på at skulle møde dem på udebane, fortæller Michelsen ifølge fyens.dk.

FC Midtjylland er da også det hold i bowlen, der er højest placeret i Superliga, hvor de forsvarende danske mestre er stukket af sammen med FC København i toppen af tabellen.

I den anden semifinale får de forsvarende pokalvindere fra Brøndby besøg af AaB. De to semifinaler spilles over en enkelt kamp, der afvikles den 3. eller 4. april.