Økonomi holder Silberbauer fast i Schweiz
Illustration
Superliga

Økonomi holder Silberbauer fast i Schweiz

Michael Silberbauer kan risikere at spille på andetholdet i Young Boys det næste halve år. 

Michael Silberbauer er havnet i en svær situation i den schweiziske klub Young Boys. 

Den danske midtbanespiller har to år tilbage af sin kontrakt, men han er uønsket i klubben, og aktuelt træner han med klubbens andethold uden udsigt til spilletid. 

Med få dage tilbage af transfervinduet skal der altså snart ske noget, hvis Silberbauer skal til en ny klub, men lige nu tyder det ikke på, at det lykkes. Det fastslår spillerens agent Michael Johansen. 

- Der er ikke så meget nyt at fortælle. Han træner stadig med andetholdet, og der er ikke så meget at sige til det. Det er som det hele tiden har været: Der er mange ting, der skal passe sammen, og der har været nogle muligheder for Michael, men det har ikke kunne lade sig gøre. Det er primært på grund af økonomien, siger Michael Johansen til tipsbladet.dk. 

Da Michael Silberbauer i slutningen af maj vendte tilbage til Young Boys, fik han straks besked om, at han skulle træne med klubbens andethold. Siden har der været dialog om en afsked med den schweiziske klub, men det store stridspunkt er Michael Silberbauers løn. Young Boys vil gerne slippe danskeren, men det kræver, at en ny klub kan betale hans løn. Silberbauer vil således ikke give afkald på den løn, han får i Schweiz, og derfor kan det blive svært at komme videre til en ny klub. 

- Jeg tror ikke, at han kommer til at skifte klub, men det er svært at gisne om med så få dage igen. Der kan ske meget. Det skal i hvert fald være en klub, der er godt med muffen, hvis det skal lykkes, men det skal også være det rigtige for alle parter, så der er mange ting, der skal passe sammen, siger Michael Johansen. 

Dermed kan Michael Silberbauer altså risikere at spille den kommende efterårssæson på Young Boys andethold, hvis ikke det lykkes at komme væk inden transfervinduet lukker i de fleste lande på mandag klokken 23.59.

Michael Silberbauer var senest udlejet til OB i sidste sæson, men intet tyder på, at han længere er et tema i den fynske klub.