Superliga Robin Ettinger-Erichsen

Offensiv Lyngby-back åben for udlandet

Offensiv Lyngby-back åben for udlandet
Lars Rønbøg / Getty Images

Michael Lumb har kontraktudløb til sommer. Han forhandler med Lyngby, men vil ikke afvise et skifte. Specielt ikke til udlandet.

Af Robin Ettinger-Erichsen

For tre og et halvt år siden skiftede Michael Lumb hjem til Danmark efter udlandsophold i Rusland og Tyskland. Efter to år i FC Vestsjælland skiftede backen til Lyngby, og her er han blevet en profil for det hold, der nu ligger nummer fem i Superligaen. Til sommer udløber hans kontrakt dog, og han kan derfor frit forhandle med andre klubber.

Selvom Michael Lumb nyder godt med spilletid, så er det ikke sikkert, at han bliver i klubben under David Nielsens vinger.

- Jeg synes, at jeg står i en god situation lige nu. Jeg synes, at jeg har præsteret godt og med et halvt år tilbage, så ser det fint ud med de fremtidige udsigter, siger Lumb til tipsbladet.dk og fortsætter.

- Jeg må jo tage den stille og roligt, og så må jeg se, hvordan tingene forløber sig. Det er klart, at jeg snakker med Lyngby, men nu er jeg også fri til at snakke med andre.

Herefter vil backen med de offensive kvaliteter ikke sige noget om, hvorvidt der har været kontakt med andre klubber, men han er ikke afvisende for igen på et tidspunkt at komme på et udlandseventyr.

- Det kunne sagtens tænke, man skal aldrig sige aldrig. Jeg har det godt her i Lyngby, men det er jo klart, at hvis der kommer et eller andet, jeg ikke kan sige nej til, eller på nuværende tidspunkt som Lyngby ikke kan sige nej til, så kigger man vel altid på det. Men jeg har det rigtig godt her i klubben.

Zenit, Feyenoord, Freiburg og Bochum er de fire udenlandske klubber, Lyngby-spilleren har repræsenteret i udlandet.

28-årige Michael Lumb har tidligere haft problemer med skader, der har holdt ham ude længe, men efter at have spillet fast over en lang periode, håber han nu, at det er lagt bag sig, så det ikke går ud over fremtiden, hvad end den er i Lyngby eller et andet sted.

- Jeg skulle gerne have mange år i mig endnu. Især når man kigger på de sidste halvandet år, hvor jeg har spillet kontinuerligt og været forholdsvis skadesfri, så ser jeg rigtig positivt på det.

I denne sæson er det blevet til 18 kampe i Superligaen, hvor kun en fiberskade har holdt ham ude. Samtlige 18 kampe har været fra start.

Fredag tager Michael Lumb sammen med resten af Lyngby-holdet på træningslejr i Spanien.