Offensivt talent skriver lang kontrakt med FC Midtjylland
Foto: FC Midtjylland
Superliga

Offensivt talent skriver lang kontrakt med FC Midtjylland

Mads Døhr Thychosen har forlænget sin aftale med FC Midtjylland frem til sommeren 2021

For to år siden kom Mads Døhr Thychosen fra Vejle Boldklub til FC Midtjylland, og nu har parterne forlænget samarbejdet. 

Mads Døhr Thychosen har således underskrevet en ny kontrakt med midtjyderne, så parterne nu har papir på hinanden frem til sommeren 2021.

- Mads har udviklet sig positivt som fodboldspiller, så vi er glade for at have forlænget hans kontrakt her i FC Midtjylland. Hans spidskompetence ligger i hans vilje og hurtighed, så på den måde er han en rigtig spændende spiller, som vi glæder os til at videreudvikle, siger FC Midtjyllands sportsdirektør Claus Steinlein. 

Mads Døhr Thychosen har allerede fået sin førsteholdsdebut i FC Midtjylland. I sidste sæson debuterede han som 18-årig i Superliga-kampen mod Brøndby i oktober, og i denne sæson er det blevet til to indhop i Superligaen for offensivspilleren.