Officielt: AGF køber svensk målmand
Foto: AGF
Superliga

Officielt: AGF køber svensk målmand

Superliga-klubben AGF har præsenteret svenske William Eskelinen som ny målmand.

AGF har nu løftet sløret for en dårligt bevaret hemmelighed. Den århusianske Superliga-klub har købt den svenske målmand William Eskelinen i GIF Sundsvall. De to parter har længe været rygtet sammen, og nu har Eskelinen underskrevet en fem-årig aftale med AGF.

På Fredensvang skal 22-årige William Eskelinen kæmpe med Oscar Whalley om spilletiden.

- William er en spiller, der har rigtigt gode kompetencer hele vejen rundt på de parametre, vi vurderer målmænd på. Han har et godt redningsspil, han distribuerer boldene godt fra både hånd og fod, spiller med mod i feltet, ligesom han - på trods af sin unge alder - er en rolig målmand, der har en rigtig god spilforståelse og så er han ikke mindst en ærgerrig "vinderskalle" som man siger i Sverige, fortæller sportschef i AGF, Peter Christiansen, til klubbens hjemmeside og tilføjer:

- Han har været igennem en ret så stejl og positiv udvikling i de seneste sæsoner, og vi tror på, at William og vores målmandstræner Nicolai Pold - der grundigt har fulgt William - kan fortsætte den positive udvikling hen over kontraktperioden her i AGF.

William Eskelinen har første arbejdsdag i AGF onsdag.