Officielt: Allan Kuhn ny cheftræner i Malmö
Superliga

Officielt: Allan Kuhn ny cheftræner i Malmö

Malmö FF bekræfter på sin hjemmeside, at Allan Kuhn er ny cheftræner i klubben. Også AaB bekræfter afskeden med assistenttræneren.

Der var snak om både Kasper Hjulmand og Morten Wieghorst, men det bliver i stedet en tredje dansker, som tager over som cheftræner for Malmö FF. Fra 15. januar tiltræden AaB-assistenten Allan Kuhn i den svenske storklub.

Både MFF og AaB bekræfter på deres respektive hjemmeside, at Kuhn skifter job. Hos svenskerne har man lagt vægt på, at Kuhn ønsker at spille samme slags fodbold, som man gerne selv vil stå for.

- Hans spillefilosofi er en offensiv en med meget boldbesiddelse og tempofyldt pasningsspil og en velorganiseret defensiv med højt pres. Derudover er han indstillet på at udvikle unge spilelre, samtidig med at han skaber resultater. Det stemmer godt overens med MFF's strategi, som er at bygge holdet op nedefra, siger sportsdirektør Daniel Andersson.

Ikke overraskende er den 47-årige dansker også svært begejstret for sit nye job. 

- Jeg er ydmyg og stolt over at have fået chancen i en storklub som Malmö FF. Jeg har under rekrutteringsprocessen fået del i Malmö FF's vision om, hvordan man vil udvikle sin fodbold, og føler mig derfor overbevist om, at jeg kommer til at kunne tilføre meget for at løfte klubben spillemæssigt i de kommende år. Jeg ser frem mod at komme i gang og har som mål at lede klubben til nye titler.

Jobbet som Malmö-træner har været ledigt siden december, da Åge Hareide blev præsenteret som kommende dansk landstræner.