Officielt: FC Midtjylland henter Alexander Scholz
Foto: FC Midtjylland
Superliga

Officielt: FC Midtjylland henter Alexander Scholz

De danske mestre bekræfter, at klubben har hentet 25-årige Alexander Scholz tilbage til Danmark.

Onsdag kunne tipsbladet.dk afsløre, at FC Midtjylland var tæt på at kunne præsentere den 25-årige forsvarsspiller Alexander Scholz som ny spiller i klubben på en aftale til 2023.

Nu bekræfter de danske mestre så, at danskeren er hentet til klubben på en femårig-kontrakt. 

Alexander Scholz forlod tilbage i 2012 Vejle Boldklub til fordel for islandske Stjarnan og har siden spillet i både Lokeren, Standard Liege og senest Club Brugge i Belgien. 

Midtstopperen nåede kun at spille et halvt år i Club Brugge, hvor han har haft svært ved at bide sig fast på holdet og kun fik syv kampe. Nu skal han så tørne ud for FC Midtjylland, og det glæder han sig til:

- At vinde betyder alt for mig. Sammenhold og fællesskab er afgørende parametre for mig, hvilket gælder i omklædningsrummet, på banen og i forhold til fansene. Det er noget af det allerbedste for mig, siger Alexander Scholz til klubbens hjemmeside.

Også FCM-træner Jess Thorup er glad for handlen:

- Han er en vinder og en teamplayer, og jeg mener godt, vi kan være stolte af, at vi formår at hente en spiller af Alexanders kaliber fra en stor klub i udlandet, udtaler Jess Thorup til FC Midtjyllands hjemmeside. Sportchef Svend Graversen tilføjer:

- Vi glæder os meget over kontrakten med Alexander, for i ham får vi en dansk forsvarsspiller med en fin teknik og stor styrke i duelspillet, siger han.

FC Midtjylland har ifølge den belgiske avis, Het Nieuwsblad, skulle betale 1,5 millioner euro - svarende til 11 millioner kroner - for Alexander Scholz.