Officielt: Victor Palsson skifter til Esbjerg
Superliga

Officielt: Victor Palsson skifter til Esbjerg

Victor Palsson skifter til Esbjerg fB på en fire-årig aftale. Han skifter fra Helsingborgs IF.

Esbjerg har forholdt sig passive i størstedelen af transfervinduet, men her til sidst er vestjyderne begyndt at spille med musklerne. Først hentede Superliga-klubben Bjørn Paulsen hos rivalerne i SønderjyskE, og nu er klubben klar med den anden forstærkning denne mandag.

Den islandske midtbanespiller Victor Palsson er således klar for Esbjerg. Han skifter fra Helsingborgs IF, hvor han har gjort en rigtig god figur. Af samme årsag blev han også rygtet til Brøndby tidligere på sommeren.

- Victor Pálsson er ligesom Bjørn Paulsen en alsidig spiller, men vi ser ham primært som midtbanespiller. Han har et stort vinderinstinkt, han har fysik og duelstyrke, og så er han en god fodboldspiller med fine afslutningskvaliteter med højrebenet. Alt i alt en komplet og meget anvendelig spiller. Vi er nu i mål med aktiviteterne i dette transfervindue og har foruden gode fodboldspillere fået tilført truppen en fysisk dimension, der er anderledes end de spillere, vi havde i forvejen. Vi har fået en bedre balance i truppen og flere handlemuligheder ved at kunne tilføre spillet mere pondus i afgørende situationer, siger Niels Erik Søndergård fra Esbjergs sportslige ledelse til klubbens hjemmeside.

Den islandske midtbanemand ser frem til opholdet i Esbjerg, som han har skrevet en fire-årig kontrakt med.

- Det har været en meget vanskelig beslutning at skifte til Esbjerg, for jeg har haft det rigtig godt i Helsingborg. Klubben har vist stor interesse for mig, og et skifte bliver nemmere af, at jeg kan tale sproget og ved, hvordan det hele foregår i Danmark. Samtidig spiller det ind, at det er svært at komme på det islandske landshold som midterforsvarer. Nu kommer jeg til en klub, hvor jeg vender tilbage til midtbanen og får mulighed for at vise mig frem med gode præstationer, så jeg forhåbentlig kan komme i betragtning til landsholdet.

- Esbjerg er en klub, der vil noget større, og jeg håber at kunne bidrage til at bringe klubben højere op i tabellen. Jeg har skrevet en forholdsvis lang aftale og vil gerne være med til at flytte klubben i den tid, jeg er der. Jeg har spillet midterforsvarer næsten hele tiden i Helsingborg, og selv om jeg først og fremmest ser mig selv som midtbanespiller, kan jeg spille flere positioner, siger Victor Pálsson.

Islændingen har tidligere tørnet ud for AGF, Liverpool og NEC Nijmegen.