Video : Tipsbladet
Superliga

Onuachu reddede FCM i Farum og udsatte FCK's guldfest

FC Midtjylland kom tilbage efter pausen, da de mandag aften vandt med 1-2 over FC Nordsjælland. Dermed er Ulvene matematisk stadig med i kampen om det danske mesterskab.

FC Midtjylland var sløje inden pausen, men Paul Onuachu sørgede med to mål efter pausen for, at FC Midtjylland tog en 1-2 sejr. Dermed blev FC Københavns guldfest udskudt. 

Efter 18 minutter kom hjemmeholdet foran. Et kort hjørnespark endte ved Jonathan Amon på kanten af feltet. Efter en fiks et-to aflevering var han forbi Ulvenes sløje opdækning, og så lagde han på fornem vis bolden forbi Jesper Hansen fra en spids vinkel.

Første gang gæsterne var farlige, var efter 36 minutter. Paul Onuachu modtog bolden på kanten af feltet, og efter et par fikse finter sendte han et knaldhårdt spark afsted mod FC Nordsjælland-målet. Afslutningen sad dog lige på Peter Vindahl i FC Nordsjælland-målet.

Et par minutter senere var Peter Vindahl tæt på at forære gæsterne en scoring. Keeperen ville sparke bolden op i banen, men han hamrede bolden lige ind i Evander, og så var keeperen fanget på mellemhånd. Ulvene viste dog slet ingen tænder, da den store mulighed løb ud i sandet.

Der blev ikke scoret mere inden pausen, og efter pausen skulle FC Midtjylland lave minimum to mål, hvis ikke guldet skulle til FC København.

Efter fem minutter af anden halvleg kom udligning dog. Et indlæg blev slået ind i FC Nordsjælland-feltet, og efter at være blevet headet væk og ind i feltet igen et par gange, dumpede bolden ned foran Paul Onuachu, der flot flugtede bolden i kassen.

Et kvarter efter var FC Nordsjælland tæt på at tage føringen igen. Andreas Skov Olsen modtog bolden i venstresiden, og det, der så ud til at skulle have været et indlæg, fløj over Jesper Hansen og prellede af på modsatte stang.

Minuttet kom FC Midtjylland i front. Et langt indkast endte ved en fri Marc Dal Hende, der kunne forlænge bolden videre til Paul Onachu, der helt umarkeret kunne heade bolden det sidste stykke over stregen.

Med tyve minutter igen kom FC Nordsjælland i undertal. Der opstod tumult mellem Gustav Wikheim og Victor Nelsson efter et frispark, og så kom Abdul Mumin til undsætning. Det samme gjorde Frank Onyeka dog også, og så sendte Abdul Mumin et slag afsted mod Onyeka, som dommeren takserede til et rødt kort.

Med sejren har FC Midtjylland hele 11 point op til FC København på førstepladsen med fire spillerunder igen.