Video : Tipsbladet
Superliga

Onuachu: Vi kan fange FCN højt på banen

FC Midtjyllands Onuachu kan rigtig godt lide at spille mod FC Nordsjælland, som han har scoret mod ni gange - og han regner med at score igen lørdag.

Paul Onuachu er den nuværende FC Midtjylland-spiller, der har scoret flest gange mod FC Nordsjælland med ni kasser i elleve kampe, og lørdag står de danske mestre overfor nordsjællænderne. Det ser den lange nigerianer frem til.

Det fortæller han om med et stort smil i et interview på FC Midtjyllands hjemmeside.

- Jeg kan godt lide at spille mod FC Nordsjælland. De er tro mod deres stil, men når vi formår at sætte vores pres rigtigt ind, så kan vi fange dem højt på banen og det betyder at jeg kommer i nogle farlige positioner tæt på deres mål. Jeg forventer at score igen i morgen (lørdag red.), siger Onuachu.

Siden sidste kamp i Superligaen har FCM desuden skiftet ud på trænerbænken, da Jess Thorup er taget til belgiske Gent, mens klubbens tidligere U19-træner Kenneth Andersen har taget over.

- Det betyder selvfølgelig noget, at der kommer en ny træner ind. Han har sine egne idéer og dem skal vi arbejde med, men vi skal også holde fast i spillestilen og den gode form vi har vist indtil nu. Vi er opsatte på at give Kenneth den bedste start, lyder det fra Paul Onuachu.

Landsholdspausen har endvidere betydet, at de spillere, der ikke var udtaget til landshold kunne få en række fridage, og derfor mener Paul Onuachu, at holdet har fået batterierne ladet op.

Kampen mellem FC Nordsjælland og FC Midtjylland spilles klokken 16, og den sendes direkte på TV3 Sport.