Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: AaB - FC Midtjylland

Et opgør mellem to store jyske mandskaber, hvor udeholdet skal forsøge at sætte yderligere pres på FCK, og hvor hjemmeholdet skal tage yderligere skridt mod top seks.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 16.00
Spillested: Aalborg Portland Park
Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen
På TV: Canal 9
Hashtag: #aabfcm #sldk

Holdnyt:
AaB:
Nordjyderne fik tre vigtige point senest, da det endte med en sejr ude over SønderjyskE på 3-1. Med 11 minutter igen af opgøret var AaB bagud med 0-1, men så fik man hul på bylden og scorede yderligere to og sikrede dermed tre vigtige point.

Nu venter så en svær kamp mod Superligaens tophold FC Midtjylland, hvor AaB skal forsøge at fortsætte og hive yderligere vigtige point i land i top seks-ræset.

Pokalopgøret mod HB Køge blev aflyst og skal spilles en anden dag, for selv om AaB fløj til opgøret, tog materialerne landevejen. Så tøj og meget mere nåede ikke frem, og i stedet endte opgøret med at blive aflyst.

Dermed er holdet ikke rendt ind i nye skader, og der er faktisk tvivl om, hvor mange der er ude af kampen. Lucas Andersen og Patrick Kristensen måtte begge udgå af weekendens Superliga-kamp, men kan være tilbage, og tilbage kan Jakob Ahlmann også være, efter han sad over det opgør.

Rasmus Thelander var faktisk udtaget til opgøret mod HB Køge, og både han og Lukas Klitten træner fuldt med igen. 

Om Jacob Friis er på sidelinjen til kampen, er uvist. Hans datter er alvorligt syg.

FC Midtjylland:
Superligaens tophold fra FC Midtjylland behøver ikke bekymre sig om en midtugekamp i pokalturneringen, for den turnering røg man som forsvarende mestre ud af til Fremad Amager allerede i 3. runde.

Læs også:Månedens Hold i Superligaen - oktober

Derfor er der al fokus på Superligaen, hvor man efter sejren på 2-1 over Esbjerg senest ligger med en afstand på fire point ned til FC København. FCM har været skarpe og har bare lukket seks mål ind i denne sæson.

Kampen mod AaB bliver ikke nogen nem kamp for FC Midtjylland, men man vil i den grad styrke sin mesterskabskandidatur, hvis man formår at vinde i Aalborg.

Klubben fra Ikast og Herning er uden Kristian Riis, og ude er formentlig også fortsat Zsolt Korcsmar og Marc Dal Hende. Tim Sparv har også siddet ude på det seneste med en mindre skade og kan fortsat være ukampdygtig.

Karantæner:
AaB: Ingen
FC Midtjylland: Ingen

Bud på startopstillinger:
AaB (4-3-3): Rinne - Pallesen, Okore, Pedersen, Ahlmann - Fossum, Christensen, Olsen - Børsting, Kaufmann, Andersen

FC Midtjylland (4-2-3-1): Hansen - Andersson, Sviatchenko, Scholz, Dyhr - Oneyka, Evander - Mabil, Marcondes, Anderson - Kaba

Profilen:
I sommer var der tvivl ved, om Mikael Anderson egentlig var god nok til at tage en plads i startopstillingen hos FC Midtjylland, men han har spillet et strålende efterår og kom senest ind mod Esbjerg og scorede. Han har vist sig kampafgørende, og det er en spiller, som kan ende med at blive en profil i FCM.

Læs også:Superligaens bedste: To profiler deler førstepladsen

Vidste du, at..:
FC Midtjylland-træner Brian Priske havde en flot karriere som spiller, og han spillede blandt andet noget af tiden i AaB. Her udviklede han sig til at være en profil for nordjyderne, inden han i 2003 blev solgt til belgiske Genk. Nu vender han tilbage til Aalborg som cheftræner.

Dom:
Det tegner til at blive en meget spændende kamp mellem to mandskaber, der har dygtige individualister. Hjemmeholdet med spillere som Kasper Kusk og Lucas Andersen, mens udeholdet har spillere som Evander, Awer Mabil og Emiliano Marcondes.

FC Midtjylland er som tophold i Superligaen favorit til kampen, men det bliver formentlig et tæt opgør, for det er de fleste af FC Midtjyllands kampe. De tre seneste kampe har klubben vundet med 2-1.

Individualisterne kan sagtens ende med at afgøre sådan en kamp her, og der ligner det, at FC Midtjylland lige har lidt mere kvalitet. FCM vinder i Aalborg med 1-0.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:

Læs også:Rundens Hold i Superligaen - 14. runde

Læs også:Overblik: Sådan ser slutspillet i Superligaen ud

Læs også:Stage om pibekoncert fra AGF-fans: Der skal være plads til sjov og ballade