Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: AaB - Randers FC

Det er hævnens time for AaB, der led et ydmygende nederlag til Randers FC på hjemmebane i forårets første kamp.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 14.00
Spillested: Aalborg Portland Park, Aalborg
Slutspil: Gruppespil – pulje 2
Dommer: Mikkel Redder
På TV: Eurosport 2
Hashtag: #aabrfc #sldk

Holdnyt:
AaB:
Slutspurten fejlede sådan set ikke noget, men selv med otte point i de fire sidste kampe kunne AaB ikke klemme sig ind foran FC Nordsjælland i kampen om top 6. Havde holdet bare scoret ét mål mere, ville det have været nok, så det er måske meget godt, at det snart har haft to uger til at fordøje skuffelsen.

Motivationen burde være i top søndag eftermiddag, for AaB har noget at revanchere. Randers FC var også modstanderen i forårspremieren, men dengang vandt gæsterne 0-3 i Aalborg. Det var flovt og ikke AaB værdigt, som Magnus Christensen sagde til tipsbladet.dk i denne uge.

AaB er så godt som sikre på at undgå de uønskede playoffkampe, og torsdag i næste uge venter Brøndby IF i Sydbank Pokalens semifinale, så man kan dårligt fortænke cheftræner Jacob Friis, hvis han skeler lidt til det opgør allerede.

Det er nu ikke, fordi Friis og co. er synderligt ramt af skader. De eneste, der sad ude i seneste runde, var Jakob Ahlmann og Marco Ramkilde, og mens Ahlmannn er tilbage i truppen, er Ramkilde fortsat skadet. Desværre for AaB er både anfører Rasmus Würtz og Jakob Blåbjerg til gengæld blevet ramt af sygdom, og ingen af de to er i spil til dagens kamp. Rasmus Thellufsen, som måtte tage hjem fra U21-landsholdslejren, har meldt sig klar.

Randers FC:
Mens AaB går ind til slutspillet med gode resultater i ryggen, er det modsatte tilfældet for Randers. Det gik ellers lige så godt i slutningen af efteråret og i forårets første kamp mod netop AaB, men siden tabte holdet fire af de fem seneste kampe. Særligt 3-0-nederlaget til SønderjyskE var beskæmmende.

Randers har henholdsvis 14 og 15 point ned til Vendsyssel FF og Hobro IK på de pladser, der betyder playoff for at undgå nedrykning, så holdet burde ikke komme i fare. I stedet gælder det om at ryste skuffelsen over at misse top 6 af sig og blive klar til nogle andre playoffkampe, nemlig dem, der handler om at komme i Europa League-kvalifikationen.

Det giver seks kampe uden det store på spil, og det kan jo både være godt og skidt. Godt, fordi man kan prøve nogle ting af og måske give chancen til nogle unge spillere. Skidt, fordi den slags transportkampe sjældent bliver særlig interessante.

Cheftræner Thomas Thomasberg har en næsten komplet trup at vælge fra. De eneste skadede spillere er Simon Graves og Frederik Lauenborg. 

Karantæne:
AaB: Ingen
Randers FC: Ingen

Bud på startopstillinger:
AaB (4-4-2): Rinne – Kristensen, Pedersen, Okore, Ochs – Kusk, Abildgard, Christensen, Børsting – Andersen, van Weert

Randers FC (4-4-2): Carlgren – Thomsen, Bager, Marxen, Conboy – Kallesøe, Poulsen, Rømer, Lobjanidze – Egho, Riis

Profilen:
Til sommer stopper Rasmus Würtz og Kasper Risgård deres karrierer, og allerede nu er de som regel forvist til bænken. Det efterlader Patrick Kristensen som den eneste af den gamle AaB-garde, men til gengæld har han efter lang tid på bænken vundet kampen om højre back. Mod AGF scorede han endda sit første Superliga-mål siden 2014.

Vidste du, at..:
Tre Superliga-trænere har en fortid som spiller i AaB, og Thomas Thomasberg er den, der har spillet flest Superliga-kampe for klubben: 125. Derudover har Ståle Solbakken spillet 79, og David Nielsen 40.

Dom:
Det er efter alt at dømme to hold, der er nogenlunde lige gode. Det viser tabellen, hvor kun to point adskiller dem efter grundspillet. Så forventningen herfra er en tæt kamp.

Vi tror dog, at AaB trækker det længste strå. Af to grunde: Holdet er på hjemmebane, og det er noget mere formstærkt end Randers.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: