• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga Andreas Arp

Optakt: AC Horsens - AaB

Optakt: AC Horsens - AaB
Foto: Getty Images

AaB leger med i toppen, hvor de deler førstepladsen med FC København, men på banen har spillet plads til forbedringer. Mandag møder de så AC Horsens, der skal til at finde formen, hvis de ikke vil isoleres i bunden.

Af Andreas Arp

Kampfakta:
Kampstart: Mandag kl. 19.00
Spillested: CASA Arena Horsens
Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen
På TV: TV3 Sport
Hashtag: #achaab #sldk

Holdnyt:
AC Horsens:

De kom fremragende fra start, men siden har det ikke set godt ud for AC Horsens. To point er det blevet til i fire kampe for "Den Gule Fare" siden premieresejren i Telia Parken, og begge point er kommet i hus på den stærke hjemmebane takket være mål i de sidste minutter. Senest blev det til et nederlag til de forsvarende mestre fra FC Midtjylland på 3-0 i en kamp, der dog heller ikke blev nemmere af en tidlig udvisning til Mads Juel Andersen.

AC Horsens overraskede alt og alle ved at spille sig i top seks i sidste sæson, men starten på denne sæson har ikke givet indikationer på, at Bo Henriksen og kompagni skal kunne gentage svendestykket. De befinder sig på en 11. plads og skal derfor også til at finde i formen, hvis de ikke vil isoleres i bunden.

Bo Henriksen savner en ny angriber i klubben efter, at Kjartan Finnbogason forlod klubben, og Martin Pusic ligeledes valgte at smutte kort efter sin ankomst, og det synes også tydeligt i kampene, hvor Horsens-bossen har forsøgt sig med flere konstellationer oppe foran. 

Thomas Kortegaard og Jonas Borring er klar igen, og det samme gælder Lasse Kryger og Frederik Mortensen. Alle fire er med i truppen til mandagskampen.  

AaB:

Det vil være synd at sige, at det har været decideret kønt, men pointhøsten har været imponerende i de første fem runder for AaB, der har vundet alle kampe med undtagelse af 4-0-lussingen i Telia Parken mod FC København

Senest blev det til en sen sejr over sidste sæsons bronzevindere fra FC Nordsjælland, og AaB insisterer derfor fortsat på at lege med i topstriden, hvor de i skrivende stund deler førstepladsen med FC København. 

Ser man bort fra nederlaget til FCK, har Morten Wieghorsts tropper kun indkasseret ét mål i de øvrige fire kampe, og det vidner især om, at det er i forsvaret, at AaB har været stærke indtil nu. 

Sidste uge fik holdet så forstærkning til offensiven fra Tyskland i form af U21-landsholdsspilleren Philipp Ochs, der er lejet i Hoffenheim for resten af indeværende sæson. Tyskeren fik sin debut og scorede sørme også det enlige mål i sejren mod FC Nordsjælland, men han må altså vente lidt endnu på sin kamp nummer to for nordjyderne, efter at han modtog sit andet gule kort umiddelbart efter sin afgørende og flotte scoring. 

Rasmus Würtz var både ude mod Vendsyssel og FCN, og han misser også Horsens-kampen. Det samme gælder Patrick Kristensen og Marco Ramkilde.

Karantæne:
AC Horsens: Mads Juel Andersen
AaB: Philipp Ochs

Bud på startopstillinger:
AC Horsens (4-5-1): Delac - Frantsen, Nielsen, Reese, Qvist - Nymann, Nilsen, Jacobsen, Skytte, Hansson - Kristensen

AaB (4-4-2): Rinne - Pallesen, Okore, Blåbjerg, Ahlmann - Kusk, Abildgaard, Lesniak, Risgaard - Pohl, Abou Ali

Profilen:

AC Horsens' indkastspecialist Mikkel Qvist sendte ikke ét eneste langt indkast i feltet i Horsens' seneste kamp mod FC Midtjylland. Den to meter-høje Horsens-back havde simpelthen brækket lillefingeren, så Horsens måtte forsøge at score på anden vis - uden held. Der er dog godt nyt for hjemmepublikummet på CASA Arena. Mikkel Qvist har selv fortalt, at han igen er klar til at kaste på mandag, så holder man med Horsens, kan man roligt tage sine nøglebundter med på stadion.  

Vidste du, at..:

AC Horsens fik i sidste sæson opbygget sig lidt af et fort hjemme på CASA Arena. I sidste sæson spillede holdet 18 hjemmekampe, og her blev det altså kun til 3 nederlag. To gange tabte de til FC Midtjylland, som endte med at blive danske mestre, mens også FC København fik besejret Bo Henriksens tropper i Horsens én gang. Denne sæson har de helller ikke tabt på hjemmebanen endnu, og den seneste AaB-sejr i Horsens ligger helt tilbage i august 2012. Her vandt nordjyderne til gengæld med hele 4-1.

Dom:

AaB har historisk set haft det svært på CASA Arena, og de er som nævnt ovenfor langt fra de eneste. På trods af den fine start tror vi heller ikke på, at det lykkedes for nordjyderne at besejre AC Horsens ude i denne omgang. 

0-0 ender kampen.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:

Superliga

Mere Superliga

Fokus