Optakt: AC Horsens - Esbjerg fB
Superliga

Optakt: AC Horsens - Esbjerg fB

Den direkte nedrykker til 1. division findes søndag, når enten AC Horsens' eller Esbjerg fB's skæbne besegles.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 13.00
Spillested: CASA Arena, Horsens
Slutspil: Playoff - Superliga
Dommer: Jakob Kehlet
På TV: TV3 Sport 1
Hashtag: #achefb #sldk

Holdnyt:
AC Horsens:
Der kan ikke være to meninger om, hvem der har det bedste udgangspunkt forud for returkampen. AC Horsens undgik ikke alene nederlag på udebane, de fik også scoret og kan dermed lade sig hylde som samlede vindere, hvis de holder målet rent på hjemmebane.

Kim Aabech vendte tilbage til Horsens-holdet i 1-1-kampen i Esbjerg, efter han var fraværende mod Viborg som følge af sin fars sygdom og indlæggelse. Han regner dog ikke selv med mere end en jokerrolle i returkampen.

Derudover sad Thomas Kortegaard ude med skade i den første kamp, efter han måtte udgå undervejs mod Viborg. Han er heller ikke med i truppen denne gang. Til gengæld er Lasse Kryger tilbage.

Også anfører Mathias Nielsen er fraværende. Han er fortsat ude med sin langtidsskade og kan først se frem til comeback i næste sæson. Og som det har været tilfældet i hele foråret, er Martin Albrechtsen tvivlsom til alle kampe med sine vedvarende lyskeproblemer. Heller ikke denne gang er han blevet klar.

Esbjerg fB:
Da holdet mødte Horsens på hjemmebane i lørdags, var det den tredje vigtige kamp på seks dage. Det havde sat truppen så meget under pres, at cheftræner Lars ”Lungi” Sørensen valgte at give et par af de normale startere en pause. Det gjaldt både for Otar Kakabadze, Georgios Katsikas og Awer Mabil.

Denne gang har EfB dog otte dage til at lade de fysiske og ikke mindst mentale batterier op, så det i hvert fald ikke er træthed, der holder spillerne ude af returopgøret, der kan besegle klubbens skæbne.

Det vakte en del murren i krogene på sociale medier, da Lokeren mandag præsenterede Robin Söder som kommende spiller i klubben. Det var en uheldig timing med EfB’s vigtigste kamp i årevis blot seks dage væk, men Lars ”Lungi” Sørensen har understreget over for tipsbladet.dk, at han har komplet tiltro til, at hans topscorer kan fokusere og levere varen. Det var da også ham, der scorede i det første opgør.

Den eneste spiller, der har været tvivlsom, er Emmanuel Oti Essigba. Den uheldige ghaneser var dårligt nok kommet tilbage fra sin langvarige skulderskade, inden han blev ramt af lyskeproblemer. De har vist sig at være så slemme, at han er ude af truppen til opgøret.

Karantæne:
AC Horsens: Ingen
Esbjerg fB: Ingen

Bud på startopstillinger:
AC Horsens (4-4-2): Clark – Jespersen, Sanneh, Helgason, Møller – Nymann, Gemmer, Hansson, Qvist – Finnbogason, Tshiembe
Esbjerg fB (4-1-4-1): Højbjerg – Kakabadze, Lund, Katsikas, Tsimikas – Pálsson – Dreyer, Andersen, Jørgensen, Mabil – Söder

Profilen:
Esbjerg skal op og score, hvis de vil undgå en tur i 1. division, og manden, er skal stå for det, er Robin Söder. Han var ikke bare målscorer i det første opgør; han er som regel målscoreren for sit hold. Han har scoret 11 gange i sæsonen, og eftersom holdet har scoret 33 i alt, har han stået bag lige præcis en tredjedel af målene. Söder bliver nøglen.

Vidste du, at..:
Da EfB senest rykkede ned, i 2011, spillede Peter Nymann 31 af kampene i den sæson. Nu kan han være med til at sende sin tidligere klub i 1. division igen, hvis AC Horsens står som samlet vinder på søndag.

Dom:
Uanset hvordan man vender og drejer det, skal Esbjerg bruge mindst ét mål, hvis de vil vinde samlet. Derfor kan holdet blive tvunget frem på banen i løbet af kampen, hvis ikke det mål bliver scoret.

Lars ”Lungi” Sørensen siger dog, at han ikke fra begyndelsen forventer en særligt offensiv tilgang. Hans hold plejer altid styre spillet og få chancer mod Horsens; det gælder bare om at udnytte dem.

I løbet af sæsonen har holdene i de fem indbyrdes kampe vist sig som to jævnbyrdige modstandere, så kampen bliver formentlig afgjort af de små marginaler og et enkelt mål. Det mål falder ud til Esbjergs fordel, der vinder 1-0 og dermed sender Horsens i 1. division.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: