Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: AC Horsens - Esbjerg fB

Esbjerg fB kan ikke score mål, og nu besøger de så svære CASA Arena, hvor AC Horsens huserer. Horsens har omvendt i denne sæson haft svært ved at vinde over de mindre modstandere.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag kl. 14.00
Spillested: CASA Arena Horsens
Dommer: Mikkel Redder
På TV: Eurosport 2
Hashtag: #achefb #sldk

Holdnyt:
AC Horsens:
De ligger nummer fem i Superligaen efter 11 spillerunder, og AC Horsens insisterer altså derfor også i denne sæson på at blive taget seriøst, når snakken falder på, hvilke hold der kan komme med i top seks efter grundspillet.

Bo Henriksens tropper har dog hentet deres point på utraditionel vis i denne sæson. Sejrene er hentet på udebane mod tophold som FC Nordsjælland, FC København og senest Brøndby IF, mens pointtabene er mod mindre hold som Hobro og Vejle.

Hjemmekampen mod oprykkerne fra Esbjerg er altså en god test for "Den Gule Fare", der skal bevise overfor andre og dem selv, at de godt kan skabe en kamp og være det dominerende hold, når de er favoritter.

Oliver Drost, Jonas Borring og Sammy Skytte sad ude med skader i midtugens pokalkamp mod Middelfart, som Horsens vandt 3-0. Mathias Kristensen måtte desuden udgå i første halvleg mod Middelfart, og han er ikke med i truppen til mødet med Esbjerg fB, men det er både Skytte og Borring til gengæld.  

Esbjerg fB:
Oprykkerne vandt i slutningen af august over både AaB og Brøndby og legede derfor også med i toppen af tabellen, indtil slutningen af september bød på et nederlag til Vejle Boldklub og et målløst remis hjemme mod AGF senest.

Esbjerg er dermed foreløbigt ude af top seks igen, men de har efter de første 11 runder med al tydelighed vist, at de er et hold, som de andre hold i tabellen ikke skal tage let på. Vestjyderne lukker ikke mange mål ind, men det går så sandelig heller ikke godt med at få scoret dem for tiden. 

John Lammers' tropper har scoret sølle to mål i de seneste fem Superliga-kampe, og de kom endda i samme kamp. Offensiven skal derfor slibes til, hvis Esbjerg vil have forhåbninger om at slå AC Horsens på udebane.

Daniel Anyembe, Emmanuel Oti Essigba, Kristian Riis og Klaus Moesgaard sad alle fire ude mod AGF, men EfB meldte ud, at de tre sidstnævnte kun skulle bruge en-to dage på at blive klar. I Oti og Riis' tilfælde stemte det, og de er begge blevet klar til opgøret mod AC Horsens. 

Også Yuri Yakovenko, der blev siet fra inden kampstart mod AGF, er med igen. 

Karantæner:
AC Horsens: Ingen
Esbjerg fB: Agus Garcia

Bud på startopstillinger:
AC Horsens (4-4-2): Delac - Nymann, Reese, Nielsen, Lumb - Frantsen, Nilsen, Jacobsen, Hansson - Quist, Junker

Esbjerg fB (4-3-3): Højbjerg - Brinch, Halsti, Austin, Lauridsen - ”Lungi” Sørensen, Parunashvili, Kauko - Kristensen, Petre, Brink

Profilen:
Mens Kasper Junker løb med det meste af opmærksomheden på transfervinduets sidste dag i Horsens, hentede Bo Henriksen altså også Michael Lumb i Lyngby. Mod Brøndby fik han så sin første kamp fra start på bekostning af Thomas Kortegaard, og det gjorde han fremragende. Lumb er en dygtig boldspiller, og han bliver derfor også vigtig, hvis Horsens skal have held med at bryde Esbjerg-defensiven op.

Vidste du, at..:
Det kan godt være, at FC Midtjylland har Superligaens stærkeste hjemmebane, men CASA Arena i Horsens kommer altså lige efter. I sidste sæson led "Den Gule Fare" kun tre nederlag på eget græs, og det var vel at mærke til FC København og FC Midtjylland ad to omgange - selv om Horsens mødte de top 6-hold i slutspillet. I denne sæson har AC Horsens også stadig det første hjemmebanenederlag til gode.

Dom:
Det er to tidlige midterhold, der møder hinanden søndag eftermiddag, og det tegner sig til at blive en tæt affære. For Horsens handler det om at bevise, at de også kan vinde over de mindre hold, mens Esbjerg bliver nødt til at få scoret nogle mål snart.

Vi forudser en tæt kamp, men med Horsens som den mest sandsynlige vinder. 1-0 ender det til hjemmeholdet. 

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: