Optakt: AC Horsens - FC Nordsjælland
Foto: Getty Images
Superliga

Optakt: AC Horsens - FC Nordsjælland

AC Horsens og FC Nordsjælland møder op til kampen med nederlag i bagagen - hvem formår at rejse sig?

Kampfakta:
Kampstart: Onsdag klokken 18.00
Spillested: CASA Arena, Horsens
Dommer: Michael Johansen
Slutspil: Mesterskabsspil
På TV: TV3 Sport
Hashtag: #ACHFCN #SLDK

Holdnyt:

AC Horsens:
Heller ikke i weekenden blev det til gevinst for et efterhånden mere end hårdt prøvet AC Horsens-hold, der bare har vundet en eneste kamp i hele 2018. Nok er der syv kampe tilbage i mesterskabsslutspillet, men reelt kan resten af sæsonen bruges til at forberede sig til næste sæson, prøve forskellige spillere og formationer - hvis det er, hvad der er behov for. 

Alle tre kampe i slutspillet er endt med nederlag, og i de 270 minutters fodbold er trøste-målet i Brøndbys 5-1-sejr den eneste gang, Horsens-holdet er kommet på tavlen. Det betyder, at de gule endnu ikke har vundet over sine fem modstandere i slutspillet i nu 13 kampe i hele sæsonen.

Mathias Kristensen er fortsat ude hos hjemmeholdet på grund af en knæskade.

FC Nordsjælland:
På trods af gode chancer og godt spil undervejs blev det til et 2-1-nederlag hjemme til FC Midtjylland søndag aften, hvilket med de andre resultater betyder, at forspringet til FC København i kampen om tredjepladsen fortsat er på seks point. 

Det røde kort til Victor Nelsson mod FC Midtjylland betyder, at der skal rokeres i forsvaret, hvor Kasper Hjulmand skal finde en erstatning. Mathias Jensen er fortsat manden, der bærer sit hold frem og har i de tre kampe i mesterskabsspillet stået for et mål og to assists.

Foruden karantæneramte Nelsson må Hjulmand se bort fra Jonathan Amon og Godsway Donyoh, der er tilbage i træning, men endnu ikke er klar til kamp. Martin Frese og Patrick Da Silva er heller ikke kampdygtige oven på deres langvarige skader.

Karantæne:
AC Horsens: Ingen
FC Nordsjælland: Victor Nelsson

Bud på startopstillinger:
AC Horsens (4-4-2): Joronen - Frantsen, Tshiembe, Ludwig, Kortegaard - Hansson, Jacobsen, Okosun, Borring - Drost, Finnbogason

FC Nordsjælland (3-4-3): Runarsson - Skovgaard, Jenssen, Tiedemann - Bartolec, Andersen, Jensen, Pedersen -  Asante, Rygaard, Damsgaard

Profilen:
Det er egentlig ret godt gået at ligge nummer tre i tabellen og kun være nummer 12 på listen, når det kommer til clean sheets. Kun fire gange i de 29 første runder er det lykkes FC Nordsjælland at holde målet. Det er ikke meget, når eksempelvis de to tophold Brøndby og FC Midtjylland har henholdsvis 10 og ni kampe, hvor modstanderen er holdt fra fadet.

At lukke mål ind - hvad enten det sker i sejre eller nederlag - er noget, der rammer en målmands stolthed. I dette tilfælde Alex Runarsson.

Den islandske målmand, der sigter efter VM til sommer, gør, hvad han kan og er ikke manden, der skal klandres for de få clean sheets. Han er noteret for 64 redninger i sæsonen og bliver mandag prøvet af i luftrummet over Horsens.

Vidste du, at...:
AC Horsens har ikke vundet over FC Nordsjælland i de seneste 13 Superliga-møder. Og i de i alt 25 Superliga-møder mellem de to hold har AC Horsens bare vundet tre gange. På hjemmebanen i Horsens ser det overhovedet ikke bedre ud. I de 10 kampe er det kun en eneste gang blevet til hjemmesejr - det ligger tilbage i 2008.

Dom:
FC Nordsjælland fik i perioder presset FC Midtjylland gevaldigt meget i søndagens møde, og selv om det endte med nederlag, er der masser af positive elementer at tage med i det fremadrettede spil.

AC Horsens må efterhånden være en smule frustrerede over hele tiden at tabe fodboldkampe, og det bliver ikke nemmere af, at man nu skal møde et hold, der rent spillemæssigt er et niveau over. AC Horsens' chance er den fysiske spillestil og så de berømte dødbolde.

FC Nordsjælland bør dog over 90 minutter kunne spille sig til flere chancer mod et Horsens-hold, der har lukket otte mål ind i de seneste tre kampe. 

Gæsterne er bedst, har mest at spille for og rejser hjem til Farum med en 3-1-sejr, for mål lukker FC Nordsjælland som regel også mål ind, hvad enten det bliver til sejr eller pointab.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: