Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: AC Horsens - FC Nordsjælland

To tyndt besatte mandskaber tørner sammen klokken 14.00 søndag eftermiddag.

Kampfakta
Kampstart: Søndag klokken 14.00
Spillested: CASA Arena, Horsens
Dommer: Morten Krogh
På TV: TV3 Max 
Hashtag: #achfcn #sldk

Holdnyt:
AC Horsens:
Det var på et hængende hår for AC Horsens i sidste sæson, men Bo Henriksen lykkedes i sidste ende med at sikre Den Gule Fare endnu et år i den bedste række. Foråret var ellers på mange måder så dårligt, at en nedrykning for alvor rykkede tæt på.

Nu er tavlen visket ren, og en ny sæson står før døren.

Bo Henriksen har forstærket truppen med et par navne fra NordicBet Ligaen samt den tidligere Horsens-profil Jonas Thorsen, der er vendt hjem efter et mindre godt ophold i tyske Eintracht Braunschweig. Samtidig har spillere som Mads Juel Andersen, Søren Reese, Sammy Skytte og Mathias Nielsen forladt klubben, og truppen ser noget tynd ud i skrivende stund.

AC Horsens' testkampe har været en blandet fornøjelse. Den Gule Fare har blandt andet vundet 3-1 over FC Helsingør og tabt 0-4 til AaB. 

FC Nordsjælland:
Hvor mange nøglefigurer kan en klub klare at miste?

Det spørgsmål er FC Nordsjælland i gang med at søge svaret på efter en massiv åreladning de seneste par måneder på- og udenfor banen. FCN har på banen mistet profiler som Mads Pedersen, Karlo Bartolec og Victor Nelsson, mens man udenfor kridtstregerne har taget afsked med Kasper Hjulmand og Carsten V. Jensen.

FCN må være presset maksimalt op til premieren mod AC Horsens, men cheftræner Flemming Pedersen er en rolig gemyt, og man vil helt sikkert ikke se et hold på sammenbruddets rand.

Man vil til gengæld se et FCN-mandskab uden Andreas Skov Olsen. Stortalentet tygger i øjeblikket på et tilbud fra italienske Bologna, og mens han gør det, har FC Nordsjælland valgt at give ham fri. Derudover er Mohammed Kudus, Jonathan Amon og Mikkel Damsgaard heller ikke med til opgøret. 

FC Nordsjælland har vundet én ud af fire testkampe - særligt Godsway Donyoh har vist god form.

Karantæner:
AC Horsens: Ingen
FC Nordsjælland: Ingen

Bud på startopstillinger:
AC Horsens (4-4-2): Delac - Nymann, Therkildsen, Nilsen, Lumb - Avanzini, Thorsen, Jacobsen, Borring - Brock-Madsen, Hansson

FC Nordsjælland (4-3-3): Larsen - Antwi, Jenssen, Mumin, Rasmussen - Strunck, "Jaxe", Kofod - Donyoh, Rygaard, Sadiq

Profilen:
Godsway Donyoh er med er i en alder af 24 år en af de ældstte spillere i FC Nordsjællands trup, og han er også en af deres største profiler. I sidste sæson scorede han ti mål i Superligaen, og over sommeren har han vist god form med tre mål i venskabskampene. Med Andreas Skov Olsen på vej væk, kan Donyoh være manden, der skal score målene for FC Nordsjælland.  

Vidste du, at..:
Da de to klubber senest tørnede sammen, var det også med Morten Krogh som dommer, og dengang blev det en underholdende affære, der endte 3-3 på CASA Arena. Mest bemærkelsesværdigt i den kamp var, at forsvarsspilleren Ulrik Yttergård Jenssen blev dobbelt målscorer.

Dom:
Både AC Horsens og FC Nordsjælland ser tynde ud i øjeblikket, og derfor passer det dem sikkert fint, at de møder hinanden i premieren. Umiddelbart er det svært at udpege en favorit. FCN vil være det mest underholdene mandskab at se på, men Horsens har langt mere rutine, og det kan sagtens blive en afgørende faktor i en kamp, hvor begge hold vil lede efter topniveauet uden at finde det. Vi gætter på en smal 1-0-sejr til AC Horsens.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: