Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: AGF - AaB

To af ligaens mest formstærke mandskaber mødes i en jysk klassiker søndag middag. Hvem fastholder sin gode stime?

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 12.00
Spillested: Ceres Park, Århus
Dommer: Anders Poulsen
På TV: Eurosport 2
Hashtag: #agfaab #sldk

Holdnyt:
AGF:
Regnen piskede ned, David Nielsen havde blodsmag i munden, og AGF var fire minutter fra den største pokalskuffelse i tre årtier. Men Alex Gersbach udlignede i det 86. minut, og i den forlængede spilletid bankede AGF det udmattede Fynsserie-hold Marstal/Rise med samlet 6-2.

Holdet har haft en uventet dramatisk optakt til søndagens Superliga-kamp, men det holdt lige nøjagtig stimen som ubesejret i live. Nu tæller den fem kampe.

I de fire foregående ligakampe lukkede AGF ikke mål ind, og det forsvar, der indkasserede to mod Marstal/Rise, havde ikke meget til fælles med det, der har set så solidt ud på det seneste: Alle fem bagerste var skiftet ud i forhold til de seneste Superliga-opgør.

Så i Århus har de et begrundet håb om, at defensiven stadig er intakt, og det får de formentlig også brug for. AaB har scoret 11 mål i de seneste fire Superliga-kampe plus otte mod Nørresundby FB i Sydbank Pokalen.

AGF sparede flere profiler i pokalkampen onsdag, så de fleste burde være helt klar. Jesper Juelsgård skulle have startet inde, men måtte trække sig med det, AGF kaldte ”en lille skade”, i opvarmningen. Og den holder ham ude søndag. 

Aleksandar Jovanović kan dog gøre comeback i Superliga-regi, mens sydafrikanske Gift Links er med i truppen og kan få debut.

Til gengæld må holdet dog undvære Nicklas Helenius og William Eskelinen. De er begge skadet.

AaB:
AaB’s og AGF’s pokalkampe begyndte samtidig onsdag eftermiddag, men det var også det eneste, de havde til fælles. Mens AGF stod på tærsklen til en fadæse, cruisede AaB hen over Nørresundby FB. Superliga-holdet kom foran efter 10 minutter og endte med at vinde 8-0.

Det er dog ikke den stærkeste indikator på, at AaB er i storslået form. For holdet gik på landskampspause ved at vinde 1-0 over FC København, og i de foregående uger havde det banket AC Horsens og Esbjerg fB med henholdsvis 5-0 og 4-0. Kun nederlaget i Brøndby mudrer billedet.

Mod Nørresundby vendte Tom van Weert tilbage til startopstillingen. Det var hans første spilleminutter i over en måned oven på en hjernerystelse. Nu nærmer han sig efter eget udsagn topformen igen.

Spørgsmålet er så, om der er plads til viceanføreren i startopstillingen. Mikkel Kaufmann har ganske vist ”kun” scoret to mål i otte kampe, men AaB-offensiven har som nævnt været flyvende i van Weerts fravær.

Lucas Andersen, der missede pokalopgøret mod Nørresundby, er tilbage i truppen. 

Eneste skade i truppen er Lukas Klitten, der brækkede benet i juli. Også Oliver Abildgaard sidder over. 

Karantæne:
AGF: Ingen
AaB: Ingen

Bud på startopstillinger:
AGF (4-3-3): Jovanovic – Munksgaard, Tingager, Backman, Højer – Amini, Poulsen, Blume – Bundu, Mortensen, Ankersen

AaB (4-3-3): Rinne – Kristensen, Pedersen, Okore, Ahlmann – Fossum, Christensen, Olsen – Kusk, van Weert, Andersen

Profilen:
Aleksandar Jovanovic fik ikke noget ønske-comeback for AGF mod Marstal/Rise, da han kom skidt ud til et indlæg og dermed var alvorligt impliceret i ærøboernes 2-0-mål. Det var hans første kamp, efter han vendte tilbage til klubben, og nu står han så foran et tre-fire måneder med skarp konkurrence med Eskelinen, når svenskeren bliver klar igen.

Vidste du, at..:
Hvis AaB vinder, vil det være første gang siden december 2015, at holder vinder mindst tre Superliga-kampe på stribe. AGF er allerede på tre sejre i streg. Selv hvis holder vinder den fjerde, skal vi dog ikke længere tilbage end foråret 2019 for at finde en bedre stime, da det vandt syv på stribe.

Dom:
Det plejer at være tæt, når de mødes: Tre af de seneste seks indbyrdes opgør er endt uafgjort. Derudover er begge hold formstærke, så det kunne tyde på, at vi får endnu et lige opgør.

Det bliver interessant at se, om AaB’s sprudlende offensiv kan åbne AGF’s stærke defensiv. Buddet herfra er, at det lige nøjagtig lykkes en enkelt gang, og at det kaster en 1-0-sejr til gæsterne af sig.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: