Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: AGF - FC København

Hjemmeholdet har ikke vundet over FCK i ni år. Bliver 22. gang lykkens gang?

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 16.00
Spillested: Ceres Park, Århus
Dommer: Michael Tykgaard
På TV: Canal 9
Hashtag: #agffck #sldk

Holdnyt:
AGF:
Hvis kampen forløber i tråd med AGF’s sæson hidtil, kan man godt forvente maksimalt ét mål til hvert hold og formentlig en uafgjort. Det har været tilfældet i fire af fem kampe. Den eneste ikke-uafgjorte var 1-0-sejren over SønderjyskE.

AGF er det hold, der har lukket færrest mål ind (to), og det hold, der har scoret færrest (tre). Samtidig er det også det eneste ubesejrede mandskab i Superligaen, hvilket rækker til en foreløbig femteplads.

Det er én placering bedre end det top 6, som er målsætningen med sæsonen, men det lyder fortsat en anelse uforløst, når spillerne taler om de kampe, de har spillet. Nu er defensiven på plads, så nu gælder det bare om at sparke den ind, siger de, men klubben mangler stadig en spiller, der har vist, at han kan netop det med at sparke den ind i en lind strøm.

I den forbindelse er det glædeligt nyt for AGF, at sidste sæsons topscorer, Tobias Sana, sæsondebuterede i sidste runde mod Randers FC, da han fik knap en halv time på banen. Casper Højer Nielsen håber, at han kan deltage i kampen, men cheftræner David Nielsen vil vente og se, om backen når tilbage i fuld træning.

Torsdag kom anfører Pierre Kanstrup til skade under træningen, og han måtte støtte sig til to mand fra sundhedsstaben, mens han humpede fra træningsbanen med is på foden.

Både Højer Nielsen og Kanstrup er dog udtaget til opgøret. 

FC København:
Mens AGF’s forsvar har lukket færrest mål ind hidtil i denne sæson, har FC Københavns angreb scoret flest: 12 af slagsen i fem ligakampe, og holdet er inde i en stime på otte sejre i træk i alle turneringer. Større udfordringer får AGF-forsvaret ikke.

FCK kan blive en anelse hæmmede af, at holdet torsdag aften spiller den vigtige Europa League-kvalifikationskamp mod CSKA Sofia. Det er selvsagt ikke første gang, FCK spiller europæisk fodbold før en Superliga-kamp, men nogen fordel er næppe heller.

Til gengæld må FCK-spillerne gå med deres kroppe fyldt med selvtillid i øjeblikket, hvilket Viktor Fischer da også var inde på i løbet af ugen. De er simpelthen blevet mere selvsikre, i takt med at resultaterne er begyndt at ligne det, vi har været vant til at se fra FCK, lød det fra landsholdsspilleren.

Måske kan manager angriberen Pieros Sotiriou komme i spil igen. Han kom ind i overtiden af kampen mod CSKA Sofia, og selv om han måske ikke er klar til 90 minutter, der en tidligere indskiftning ligge og vente. Til gengæld er Jonas Wind ikke skadesfri endnu og ventes først at blive det i slutningen af september.

Karantæne:
AGF: Ingen
FC København: Ingen

Bud på startopstillinger:
AGF (4-2-3-1): Jovanovic – Mikanovic, Kanstrup, Backman, Juelsgård – Amini, Guira – Stage, Sana, Ankersen – Bundu

FC København (4-4-2): Joronen – Ankersen, Vavro, Papagiannopoulos, Boilesen – Skov, Falk, Zeca, Thomsen – Fischer, Kodro

Profilen:
Når nu vi har fastslået, at AGF har svært ved at score mål, er det jo glædeligt, at sidste sæsons topscorer er ved at være i fulde omdrejninger igen. Men Tobias Sana er ikke kun målscorer; han er først og fremmest kreatør. Man kan argumentere for, at holdet har mere brug for en, der kan afslutte angrebene end sætte dem op, men en målfarlig playmaker er heller ikke af vejen.

Vidste du, at..:
I denne uge er det ni år, siden AGF vandt over FC København. Dengang blev Peter Graulund kampens enlige målscorer, og siden er fuldt 12 nederlag og ni uafgjorte.

Dom:
Et klassisk paradoks lyder: Hvad sker der, når en ustoppelig kraft møder en urokkelig genstand? Og okay, FCK’s angreb er måske ikke ligefrem ustoppeligt, men det virker tæt på i øjeblikket, og AGF’s defensiv fremstår nærmest urokkeligt.

Man skulle jo tro, at det giver et ordentligt brag, og det er der da også et vist håb om, at søndagens kamp gør. Buddet herfra lyder, at det ender med københavnsk 0-2-sejr.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: