Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: AGF - OB

AGF kan matematisk sikre sig en plads i top 6, og OB skal positionere sig til nedrykningsspillet.

Kampfakta:
Kampstart: Mandag klokken 20.00
Spillested: Ceres Park, Århus
Dommer: Jørgen Daubjerg Burchardt
På TV: 3+
Hashtag: #agfob #sldk

Holdnyt:
AGF:
De vil ikke selv sige det, men AGF kan nærmest ikke undgå en plads i top 6. Det kræver, at holdet taber begge sine to sidste kampe, Randers FC vinder begge sine, og at Brøndby IF, FC Nordsjælland samt AaB ligeledes overhaler AGF.

Patrick Mortensens sene udligning mod netop Randers var afgørende for udfaldet af grundspillet. Uden 1-1-scoringen ville det to sidste runder have set lidt for spændende ud med AGF-øjne.

Men arbejdet skal selvfølgelig gøres matematisk færdigt, og vil det være med bare ét point mod OB. Også i det lys kan torsdagens overtidsmål mod Randers vise sig at være vigtigt. Det giver trods alt et andet rygstød at udligne sent og få følelsen af en halv sejr end at indkassere endnu et nederlag til sine lokalrivaler.

AGF-fansene kan desuden glæde sig over, at anfører Niklas Backman og backen Alexander Munksgaard vender tilbage fra karantæne. Til gengæld måtte Zach Duncan udgå tidligt i kampen mod Randers og ventes ude i lang tid.

OB:
Mens AGF har fået afløb for post-corona-premieren, er besøget i Århus OB’s første kamp efter pausen. Som flere Superliga-aktører har sagt den seneste uge, er der altid usikkerhed op til første opgør umiddelbart efter en lang periode uden kampe.

Cheftræner Jakob Michelsen har til gengæld den fordel, at han torsdag kunne aflægge visit på Ceres Park og med egne øjne se, hvilken forfatning AGF er i.

OB har varmet op til Superliga-genstarten med to testkampe. Først spillede holdet 2-2 mod FC København i en kamp, hvor den 40-årige assistenttræner Henrik Hansen scorede, og siden tabte OB 4-3 til AaB i generalprøven.

Læs også:David Nielsen jubler: Et af de vigtigste AGF-mål i nyere tid

Michelsen må til kampen undvære Jeppe Tverskov, der har karantæne. Derudover sad trioen bestående af Jørgen Skjelvik, Alexander Juel Andersen og anfører Janus Drachmann ude mod AaB, og de er ude igen. Dermed må cheftræneren måske tænke kreativt, når han skal sætte sit hold mod AGF.

OB ligger på niendepladsen uden mulighed for at nå top 6. Derfor handler det udelukkende om at positionere sig til nedrykningsspillet.

Karantæne:
AGF: Ingen
OB: Jeppe Tverskov

Bud på startopstillinger:
AGF (4-3-3): Eskelinen – Munksgaard, Backman, Tingager, Højer – Amini, Poulsen, Blume – Bundu, Mortensen, Thorsteinsson

OB (3-5-2): Christensen – Lund, Larsen, Lund – Johnson Laursen, Thomasen, Thrándarson, Kløve, Barrettt Laursen – Lieder, Svendsen

Profilen:
Ugen op til Superliga-genstarten var præget af historier om Mustafa Aminis forestående afsked med AGF. Selv om han ikke lukkede døren helt, tilkendegav han og hans agent, at det pegede på et exit. Torsdag startede han ude mod Randers, men kom ind, da Duncan blev skadet. Spiller for at vise sit værd til en ny kontrakt i udlandet.

Vidste du, at..:
AGF er den modstander, som Jakob Michelsen har stået over for flest gange som træner: 13. Det er også en af dem, han har det sværest mod, da Michelsens hold har hentet bare 0,92 point i snit mod AGF.

Dom:
AGF viste mod Randers FC, at holdet stadig er svært at slå, selv om spillet ikke altid flyder smukt og seværdigt. Mere usikkerhed er der om OB’s forfatning.

Læs også:AGF-slider: Overtidsscoring kan blive vital

Hjemmeholdet har derfor fordel af, at det har smidt premierenerverne, og at det gennem hele sæsonen har været stærkere kørende end OB. Derfor lyder buddet herfra på en 2-1-sejr til AGF og dermed en endegyldig cementering af holdets plads i top 6.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:

Læs også:AGF's virtuelle fantribune går verden rundt

Læs også:Karantæner - hvem er ude?

Læs også:Fakta: Fem nedslag i den afbrudte Superliga-sæson