Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: AGF - SønderjyskE

AGF sikrede sig mandag en ny sæson i Superligaen med sejr over SønderjyskE i Haderslev - nu mødes de to hold igen i Aarhus, og presset er stort på gæsterne.

Kampfakta:
Kampstart: Torsdag kl. 12.00
Spillested: Ceres Park, Aarhus 
Slutspil: Gruppespil - pulje 1
Dommer: Sandi Putros
På TV: TV 3 Sport
Hashtag: #agfsje #sldk 

Holdnyt:

AGF:
Patrick Mortensen var igen-igen på pletten, da AGF i Haderslev vandt 1-0 mandag aften og dermed sikrede sig endnu en sæson i Superligaen. Kun matematiske usandsynligheder kan ændre på det faktum, da AGF med ni point til SønderjyskE som nummer tre og en langt bedre målscorer end alle andre i gruppen, realistisk ikke kan hentes af to hold. 

Det faktum gør, at AGF i princippet kan finde plads til at eksperimentere lidt og måske give nogle af de unge talenter noget - på sigt - værdifuld spilletid og ellers begynde at forberede sig playoff-kampene i jagten på en plads i næste sæsons Europa League.

I mandagens kamp var AGF uden Alexander Munksgaard, der ikke var kommet sig over det spark i hovedet, han fik i sejren over AC Horsens. Der er ingen som helst grund til at forhaste noget i forhold til højre backen torsdag.

Derudover mangler hjemmeholdet fortsat anfører Niklas Backmann, som endnu ikke er klar til at spille.

SønderjyskE:
En ny hård pille at sluge var det for SønderjyskE, da AGF sejrede mandag aften i en affære, hvor sønderjyderne i perioder var det dominerende mandskab. Igen savnede holdet den nødvendige skarphed i de afgørende situationer. 

Status efter de første tre kampe i grundspillet er ganske nervepirrende for SønderjyskE.

På positiv-fronten er holdet fortsat kun tre point efter AC Horsens, der ved pointlighed vil dumpe ned under SønderjyskE på grund af målscoren.
På den negative side er Vejle kommer buldrende bagfra og er nu bare to point efter SønderjyskE, så hvis der efterhånden er ved at være gevaldige nerver på hos SønderjyskE-spillerne, er det ganske forståeligt. 

Sønderjyderne har bare scoret et eneste mål i de tre gruppespils-kampe og har lukket fem mål ind.

SønderjyskEs målscore er kun tre scoringer bedre end Vejles, så selv et point i Aarhus kan være for lidt torsdag eftermiddag. 

Karantæne:
AGF: Ingen
SønderjyskE: Ingen

Bud på startopstillinger:
AGF (4-5-1): Grabara - Anbo, Tingager, Juelsgård, Højer - Bundu, Blume, Stage, Amini, Ankersen - Mortensen

SønderjyskE (4-5-1): Mielitz - Gartenmann, Pedersen, Luijckx, Marfelt - Bah, Rømer, Ekani, Jonsson, Absalonsen - Lieder

Profilen:
Mart Lieder blev sendt en tur på bænken i mandagens opgør, da han ganske enkelt ikke har vist nok i de seneste uger. Den hollandske angriber kom på banen efter pausen, men viste igen udtalt mangel på enten selvtillid og skarphed i sine aktioner. Bestemt ikke hvad der er brug for på et målhungrende og truet mandskab.

Om Lieder er tilbage i startopstillingen må igen være usikkert til torsdagens kamp i Aarhus. Angriberen, der blev hentet med store forhåbninger inden sæsonen har kun nettet seks gange i hele sæsonen, hvilket er det samme som AGF's Patrick Mortensen har præsteret alene i forårets kampe.

Lieder skal til at stemple ind nu og vise den vilje i angrebet, som SønderjyskE har så hårdt brug for. 

Vidste du, at..:
AGF har nu vundet fire kampe i træk over SønderjyskE i Superligaen, og det er end ikke lykkes for sønderjyderne at komme på tavlen i en eneste af kampene. Bekymrende statistik for Glen Riddersholm og co.

Dom:
AGF kan spille ganske frit nu, men der er næppe tvivl om, at David Nielsen og spillerne gerne vil skænke det aarhusianske publikum en sejr på eget græs. Det er kun lykkes i fem af 14 hjemmekampe i sæsonen og skete senest i starten af februar i forårspremieren. 

AGF kommer bestemt ikke til at lægge sig i denne kamp, hvilket kan blive ondt for SønderjyskE. De må og skal have point i Aarhus for ikke enten at se afstanden til andenpladsen blive større eller dumpe ned på fjerdepladsen og dermed med to spillerunder tilbage være i stor fare for at ende i den direkte nedryknings-playoff mod nummer fire fra pulje 2. 

AGF'erne har godt styr på Sønderjyderne - men vildskaben må og skal være størst hos udeholdet. Om det er nok til sejren, er tvivlsomt. Vi tror på en deler i Aarhus, hvor kampen slutter 1-1.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: