Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: AGF - Vejle Boldklub

Det er især en vigtig kamp for hjemmeholdet, der kæmper for at undgå den tredjeplads i puljen, der giver playoff-kampe om at blive i rækken.

Kampfakta:
Kampstart: Mandag klokken 19.00
Spillested: Ceres Park, Aarhus
Slutspil: Gruppespil - pulje 1
Dommer: Michael Tykgaard
På TV: 
Hashtag: #agfvb #sldk

Holdnyt:
AGF:
David Nielsen og AGF endte med at indløse billet til den ikke så sjove pulje i Superligaens gruppespil. Før runden ligger Aarhus-mandskabet á point med AC Horsens med 31 point, mens SønderjyskE bare er tre efter. Alle tre hold vil gå benhårdt efter at slippe for at ende nummer tre, fordi man så skal møde den anden puljes nummer tre om at styre fri af nedrykning. Taber man mod den anden treer, venter kampe mod NordicBet Ligaens nummer tre om én Superligabillet.

AGF går ind til opgøret mod Vejle i ringe form - klubben har ikke vundet de sidste fire kampe og har blot formået at hente et enkelt point. Mod Vejle har David Nielsens mandskab brug for point, da det er vigtigt at komme godt fra land og holde afstanden til konkurrenterne.

Benjamin Hvidt sidder over med karantæne - AGF kan dog glæde sig over igen at have Jens Stage tilbage efter en tur i skammekrogen. På skadesfronten har AGF på det seneste været uden det defensive anker Niklas Backman, der døjer med en hjernerystelse. Han har trænet en smule med holdet i den forgangne uge, men er ikke udtaget til kamptruppen.

Vejle Boldklub:
Det var vanvittigt dramatisk, da Vejle smed det ene point i Esbjerg og endte med at slutte på 14. pladsen i Superliga-grundspillet, for nederlaget til Esbjerg har enorm betydning i forhold til Vejles muligheder for at redde sig i Superligaen.

Var klubben endt som nummer 13 i grundspillet, var holdet endt i den anden pulje, hvor der i så bare havde været et enkelt point op til Vendsyssel på tredjepladsen. Nu har Vejle otte point op til SønderjyskE, og det er problematisk, da de to firere i puljerne mødes i en direkte nedrykningsdyst efter de seks runder i gruppespillet. Taberen rykker ned, vinderen møder NordicBet Ligaens nummer to om én billet i næste års Superliga-

For Vejle gælder det her gruppespil selvfølgelig om at se, om man kan komme op forbi en af de andre tre klubber, og så handler det også om at tanke noget selvtillid frem mod de kommende kampe, der er meget vigtige.

Til opgøret mod AGF ventes den nye træner at have frit valg på alle hylder. Gustaf Nilsson vender således også tilbage fra overstået karantæne, og også Pavol Bajza ventes at blive klarmeldt.

Karantæne:
AGF: Benjamin Hvidt
Vejle Boldklub: Ingen

Bud på startopstillinger:
AGF (4-4-1-1): Grabara - Munksgaard, Tingager, Juelsgård, Højer Nielsen - Lunding, Amini, Stage, Ankersen - Sana - Mortensen

Vejle Boldklub (4-2-3-1): Bajza - Memija, Ilic, Greve, Amundsen - Ramadani, Schoop - Sousa, Hebo Rasmussen, Louati - Finnbogason

Profilen:
Kasper Lunding har virkelig grebet chancen i AGF, hvor han siden starten på 2019 har været fast mand på højrekanten. Han har vist prøver på sine kvaliteter med gode mål, gode driblinger og lækre frispilninger. Hold øje med den talentfulde kant.

Vidste du, at..:
Vejle Boldklub kan ikke have meget tro på sejr, for i denne sæson har klubben sammen med Hobro som Superligaens eneste to klubber ikke formået at vinde på fremmed adresse. Bare fire point i 13 Superliga-udekampe er det blevet til for oprykkerklubben Vejle.

Dom:
AGF har godt nok ikke fået mange point på det seneste, men klubben kan og bør vinde opgøret mod Vejle Boldklub, der har været virkelig dårlig på udebane denne sæson.

Man kan godt bekymre sig lidt over hjemmeholdets form, men omvendt bør der også være nok kvalitet på holdet til, at det kan åbne og score en gang eller to mod Vejle.

Vejle kan omvendt spille forholdsvis frit, og det kan måske ende med at gøre holdets præstation bedre.

VI tror dog på, at hjemmeholdet i sidste ende trækker sig sejrrigt ud af opgøret. Det bliver målfattigt i Aarhus - 1-0 til AGF.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: