Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: AGF - Vendsyssel FF

AGF er på vej frem, Vendsyssel FF på vej tilbage i tabellen - hvem vinder søndag i Aarhus?

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 18.00
Spillested: Ceres Arena, Aarhus
Dommer:  Sandi Putros
På TV: TV 3 Sport
Hashtag: #agfven

Holdnyt:
AGF:

AGF knækkede problemet med at score mål, da bundproppen fra Hobro IK blev nedlagt med 2-0 på udebane i den seneste spillerunde. AGF er fortsat bedst defensivt med kun tre modstander-scoringer og holdt nullet for fjerde gang i sæsonen.

Målscorerne var Mustafa Amini og Jens Stage, hvilket igen har rejst spørgsmålet omkring AGF's angribere eller mangel på samme. Samlet set må det dog være svært at brokke sig for AGF-fansene, der kan konstatere, at der med den solide defensiv er taget et uhyre vigtigt skridt i retning af ambitionen om at skyde sig ind i top 6.

Når man allerede har nappet point fra de danske mestre fra FC Midtjylland og det aktuelle tophold fra FC København - jamen så er missionen altså skudt endda rigtigt godt i gang.

18, 25, 15 og senest 36 minutter er minuttallen for Tobias Sanas spilletid i denne sæson. Den offensive kraft over dem alle i AGF er på vej i den rigtige retning efter den skade, der holdt ham ude af sæsonstarten. Spørgsmålet er hvornår svenskeren er nået en fysisk og fodboldmæssig form, der gør ham god nok til igen at banke på til startopstillingen. 

Og så er det blevet et farvel til keeper Jovanovic, der er solgt til spansk fodbold. Derfor er det efter alt at dømme spanske Oscar Whalley, der vogter målet og dermed får Superliga-debut, da klubbens ny ukrainske keeper Roman Mysak ikke er i truppen. Det andet nyindkøb, Ryan Mmaee er heller ikke i truppen.

Der er ikke registreret nogen skader i AGF-truppen, der igen kan stille i stærkeste opstilling.  

Vendsyssel FF:
Oprykkerne havde fortjent bedre i hjemmekampen mod Brøndby, der blev tabt med 2-1 i den seneste spillerunde.

Men igen måtte Vendsyssel erkende, at der skal mere end bare godt chanceskabende spil til at hente point. I de seneste fem kampe er det bare blevet til et point, og festen over de to hurtige sejre i sæsonens to første runde er forlængst forsvundet.

Det overordnede problem handler om defensiven, der har lukket mål ind i samtlige syv spillede kampe, og det koster altså på sigt. 

Allan Høvenhoff, Marcus Solberg og Jakob Hjort er fortsat uden med skader.

Ny mand i truppen er målmand Michael Tørnes, der har 73 Superliga-kampe og erfaring fra udlandet at bidrage med. Men mon ikke, at Nicolai Flø fortsat vogter målet søndag i Aarhus. Nyindkøbet Jon Dagur Thorsteinsson er ligeledes med i truppen.

Karantæne:
AGF: Ingen
Vendsyssel FF: Ingen

Bud på startopstillinger:
AGF (4-1-4-1): Whalley - Mikanovic, Kanstrup, Backman, Højer - Guira - Stage, Amini, Blume, Ankersen - Bundu

Vendsyssel FF (5-3-2): Flø - Andersen, Fischer, Kaltoft, Henriksen, Christensen - KNudsen, Frankoch, Opondo - Ogude, Adekoya.

Profilen:
Alexander Juel Andersen møder for første gang sine tidligere holdkammerater fra AGF siden skiftet til Vendsyssel tidligere på sommeren. Den erfarne forsvarsspiller sluttede sin tid i AGF uden spilletid efter en slem skade, men han har lynhurtigt bidt sig fast som en vigtig og ansvarsbærende profil hos oprykkerne og har da også fået tildelt anførerbindet. Søndag skal han forsøge at få AGF-fansene til at blive stille. 

Vidste du, at..:
Vendsyssel er efter syv spillerunder den femte mest afsluttende klub i forhold til at ramme målet i sæsonen. Vendsyssel har ramt inden for rammen 31 gange ( det er blevet til ni mål), mens AGF er nummer 12 med 24 afslutninger inden for rammen (seks mål). Til sammenligning fører FCK med 43 afslutninger inden for rammen (16 mål)

Dommen:
Med formen til sammenligning og AGF's fordel af hjemmebane er favoritværdigheden ganske solid hos hjemmeholdet. Kunsten er igen at dæmme op for modstandernes ganske kvikke offensiv, men hvorfor skulle et Vendsyssel-hold med et point i de fem seneste kampe kunne true ligaens mest stabile defensiv?
Det kommer til at ske, hvis AGF bliver for selvsikre på den bagerste kæde, for sandheden er også, at holdet i flere kampe også har haft det rette held i forhold til at holde modstanderne fra at score. 

Dog har AGF hjemmebanen, og det er alt andet lige et hold i fin fremgang, der skyder brystet frem søndag aften. AGF tager en ny skalp og vinder med 2-1 over oprykker-klubben.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: