Superliga

Optakt: Brøndby - AC Horsens

Kan Brøndby fortsætte den gode stime søndag aften mod AC Horsens? Meget tyder på, at svaret er ja.

Status:
Med seks point og en målscore på 7-0 kom Brøndby ud af Påskens to Superliga-runder som en af de helt store vindere. En hjemmesejr på 3-0 over Esbjerg blev fire dage senere overgået af endnu en gevinst mod en nedrykningskandidat, da Randers på hjemmebane blev besejret med 4-0.

Brøndby spiller fortsat ikke fantastisk fodbold, men klubben fra den københavnske vestegn har fundet en formel der virker. Nicolaj Agger er i målform, og hans samarbejde unge Mathias Gehrt lover godt for fremtiden. Samtidig har Daniel Wass fundet sig til rette på højre midtbane, mens duoen Nilsson/Jensen præsterer godt på den centrale del af banen. De blå/gule ligner efterhånden et mandskab, som kan spille med om den Champions League-udløsende andenplads og med bare to point op til OB ser det efterhånden både spændende og interessant ud.

Spændende og interessant er til gengæld ikke ord, som AC Horsens gør sig fortjent til. Østjyderne har skrabet sig igennem foråret via nulløsninger og smalle nederlag, men i sidste runde fik de langt om længe en sejr. I endnu en kedsommelig affære fik "De gule" skrabet bolden over stregen to gange med en særdeles vigtig sejr på 2-0 til følge. Den sejr giver Horsens luft til stregen, og der skal ikke mange point til, før oprykkerne kan kalde sig overlevere. Spørgsmålet er dog om det rækker på Brøndby Stadion, hvor udeholdet uden tvivl vil stille sig lavt og satse på kontraløb med Gilberto Macena.

Profil:
Nicolaj Agger er i målform for øjeblikket. Den unge Brøndby-angriber fortsætter stimen mod AC Horsens med god hjælp fra Daniel Wass og Michael Krohn-Dehli.

Dom:
Brøndby har fundet en formel, og den rider de videre på mod et tandløst Horsens-mandskab. Hjemmeholdet vinder 3-0.

Bud på startopstillinger:
Brøndby (4-4-2):
Andersen - Randrup, Stenderup, Goodson, Frederiksen - Wass, Nilsson, Jensen, Kristiansen - Gehrt, Agger.

Skader: Bischoff, Jallow, Bernburg, Stryger Larsen
Karantæner: Ingen

AC Horsens (4-4-2): Jochumsen - Rasmussen, Aslam, Lodberg, Nøhr - Andersen, Retov, Spelmann, Kortegaard - Hajdarevic, Macena.

Skader: Ingen
Karantæner: Ingen