• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga Anders Dehn

Optakt: Brøndby IF - Esbjerg fB

Endnu en vigtig kamp i jagten på tredjepladsen, bronzemedaljer og europæisk fodbold. Esbjerg har overtaget mod Brøndby, men fortsætter det søndag?

Af Anders Dehn

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 16.00
Spillested: Brøndby Stadion, Brøndby
Slutspil: Mesterskabsspil
Dommer: Michael Johansen
På TV: Canal 9
Hashtag: #bifefb #sldk

Holdnyt:
Brøndby IF:
Sejren over FC Midtjylland i seneste runde var tiltrængt af mindst to årsager:

For det første var det Brøndbys første af slagsen i slutspillet, og dermed havde holdet gået fire kampe uden at vinde. For det andet ville Brøndby stort set være sat af i kampen om bronze, hvis FC Midtjylland havde vundet i stedet.

Nu er der kun tre point op til Esbjerg fB, og de point kan man hente ved at vinde søndag eftermiddag. EfB kan omvendt også trække afgørende fra med endnu en sejr.

Jan Bech Andersen og Ebbe Sand siger, at de har sat 1. maj som skæringsdato for, hvornår de gerne vil have en ny cheftræner på plads. Dermed bliver Esbjerg-kampen Martin Retovs sidste chance for at bevise sit værd inden.

Paulus Arajuuri er tilbage fra karantæne, men til gengæld er Joel Kabongo ude resten af 2019 med den knæskade, han pådrog sig mod FCM. Kasper Fiskers sæson er også forbi. Derudover sidder også Benedikt Röcker og Kevin Mensah over.

Til gengæld er Lasse Vigen tilbage i truppen efter en skadespause.

Esbjerg fB:
Hvis EfB ikke mødte andre hold end Brøndby, var det ikke bronze, men guld holdet lå og kæmpede om. For vestjyderne har fået maksimumpoint ud af sæsonens tre opgør mod Brøndby; senest vandt de 1-0 på hjemmebane skærtorsdag.

Selv om Esbjerg af mange blev regnet som det svage led i mesterskabsspillet – og da også havde tabt til både AGF, Hobro IK og SønderjyskE i foråret – har holdet endnu en gang overrasket. Lige nu ligner oprykkerne det bedste bud på kommende bronzevindere. Dels på grund af deres form, dels fordi de har fordelen med flest point.

Efter et par kampe med tvungne rokeringer i forsvaret ser cheftræner John Lammers ud til at kunne råde over alle defensive spillere igen. Til gengæld har Emmanuel Oti Essigba karantæne. Yuri Yakovenko, der ligner holdets førsteangriber, sad over i seneste runde mod OB, men han er tilbage i truppen.

Den unge trio Noah Nurmi, Patrick Egelund og Mads Larsen sad også over med skader mod OB, og ingen af dem er med mod Brøndby.

Karantæne:
Brøndby IF: Ingen
Esbjerg fB: Emmanuel Oti Essigba

Bud på startopstillinger:
Brøndby IF (4-3-1-2): Schwäbe – Gammelby, Arajuuri, Hermannsson, Jung – Kaiser, Radosevic, Tibbling – Mukhtar – Hedlund, Wilczek

Esbjerg fB (4-5-1): Højbjerg – Anyembe, Austin, Halsti, Lauridsen – Holse, ”Lungi” Sørensen, Parunashvili, Kauko, Tighadouini – Petre

Profilen:
Det har ikke været nogen let overgang fra Silkeborg IF til Brøndby for Jens Martin Gammelby, men i mandags fik han lidt oprejsning, da han scorede sejrsmålet mod FC Midtjylland. Hvis glæden ikke var til at se live, var den til at læse efterfølgende:

- Det var dejligt, mand. Endelig. Jeg har virkelig hungret efter at få puttet en ind eller lavet en assist, så det var superrart, sagde han.

Måske kan det skyde gang i en god afslutning på sæsonen for backen.

Vidste du, at..:
Esbjerg har et godt tag på Brøndby. Det er snart tre år, siden de blågule vandt over EfB, og i de seneste 11 opgør er det bare blevet til to Brøndby-sejre. Herunder har Esbjerg som nævnt vundet alle tre opgør i denne sæson.

Dom:
Der var ingen tvivl om, at Esbjerg var bedst, da holdene mødtes i sidste uge, men Brøndby må have fået et solidt rygstød ud af at vinde i Herning. Vi forventer derfor en endnu tættere kamp i denne omgang.

Faktisk bliver det så tæt, at ingen af holdene vinder. I stedet ender det 1-1.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:

Superliga

Mere Superliga

Fokus