Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: Esbjerg fB - AaB

Hjemmeholdet har kniven for struben i bunden af Superligaen, mens AaB kæmper hårdt for en plads i top 6.

Kampfakta:
Kampstart: Fredag klokken 19.00
Spillested: Blue Water Arena, Esbjerg
Dommer: Jonas Hansen
På TV: TV3 Sport
Hashtag: #efbaab #sldk

Holdnyt:
Esbjerg fB:
Det mål, som Patrick Egelund scorede i slutningen af seneste runde mod Hobro IK, kan vise sig at blive vigtigt. Afgørende, faktisk. For med scoringen holdt Esbjerg snor i netop Hobro, der stadig kun er to point foran, og holdt Silkeborg IF på lige så stor afstand bagved.

Men det er ved at være kritisk for EfB, der for alt i verden skal undgå at ende grundspillet på 14. pladsen. Så vil holdet nemlig have så langt op til overlevelse i slutspillet, at det virker urealistisk at klare den.

Så selv om det ikke kan blive knald, kan det blive fald for Esbjerg, allerede inden slutspillet begynder. Derfor skal holdet snart have en ny sejr. Det har kun hentet én i de seneste syv spillerunder.

Cheftræner Lars Olsen må desuden undvære en række spillere. Joni Kauko har karantæne, mens Daniel Anyembe, Pyry Soiri og Søren Reese alle døjer med skader. Desuden har Markus Halsti, Mathias Kristensen og Jonas Mortensen siddet ude på det seneste og bliver næppe heller klar.

AaB:
Det er dyrt at misse top 6, når man har budgetteret med at klare det. Det ved de i AaB, der lavede 10 millioner kroner i minus i fjor, blandt andet fordi den sportslige succes udeblev.

Derfor er de to kommende spillerunder næsten lige så vigtige for AaB, som de er for Esbjerg. Holdet skal ganske enkelt i top 6 denne gang. Og vil man være god nok til det, må man kunne slå bundholdet EfB.

AaB har da også vist fine takter i foråret med tre sejre i fire ligakampe, kun nederlag i Parken og desuden pokalsejren over selvsamme FC København. Der er dog bare tre point ned til Randers FC, der endda spiller den udsatte kamp mod AGF torsdag aften og dermed kan hente AaB.

Læs også:Karantæner - hvem er ude?

Nordjyderne risikerer desuden en fraværskrise. Tom van Weert har karantæne, Kristoffer Pallesen og Malthe Højholt er i gang med genoptræning. De sidder alle over. Desuden er Jacob Rinne, Lucas Andersen og Kasper Pedersen alle tvivlsomme ifølge Nordjyske.

Karantæne:
Esbjerg fB: Joni Kauko
AaB: Tom van Weert

Bud på startopstillinger:
Esbjerg fB (4-2-3-1): Mannone – Brinch, Austin, Brorsson, Conboy – ”Lungi” Sørensen, Parunashvili – Kurzawa, Dauda, Erceg – Yakovenko

AaB (3-4-3): Rinne – Thelander, Okore, Ross – Kristensen, Fossum, Olsen, Ahlmann – Klitten, Kusk, Andersen

Profilen:
Der var tegninger til noget i slutningen af efteråret, men samlet set har Mohammed Daudas ophold i Esbjerg ikke været så godt, som en udlejning fra Anderlecht ellers tilsiger. To mål i 15 Superliga-kampe er for lidt, og i foråret har han hidtil været reserve. Nu får han formentlig chancen. Den skal han gribe.

Vidste du, at..:
Esbjerg var modstanderen i Jacob Friis’ allerførste kamp som cheftræner i AaB. Det opgør vandt Friis og co. med 4-1. Lucas Andersen scorede to, Rasmus Thellufsen én, og Kasper Kusk ligeledes én.

Læs også:Esbjerg-træner før skæbnekampe: Tingene spidser til

Dom:
Eftersom der ikke kommer nogen tilskuere på Blue Water Arena, mister Esbjerg sin hjemmebanefordel. Dermed er der ikke noget, der taler for en vestjysk sejr:

AaB ligger væsentligt højere i tabellen, gæsterne er bedre kørende i øjeblikket, og de har, trods alt, mindre pres på deres skuldre end EfB’s nedrykningstruede spillere.

Buddet herfra bliver derfor 2-0 til AaB.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:

Læs også:AaB risikerer at undvære seks spillere mod Esbjerg

Læs også:Ahlmann om tomme tribuner: Nu ved vi, hvad det kræver

Læs også:Riddersholm om pokalfinale i Esbjerg: Passer godt til vores størrelse