Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: Esbjerg fB - AGF

Der er en plads i top 6 på spil, når repræsentanterne fra to af landets store provinsbyer mødes i Esbjerg søndag eftermiddag.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 14.00
Spillested: Blue Water Arena, Esbjerg
Dommer: Michael Johansen
På TV: Eurosport 2
Hashtag: #efbagf #sldk

Holdnyt:
Esbjerg fB:
På sin vis er det svært at blive klog på det her Esbjerg-hold. Den ene weekend slår det OB 2-0, den næste bliver EfB den første modstander til at tabe til Vejle Boldklub i ni kampe, og få dage senere skal oprykkerne kæmpe hårdt og længe for at sende Jammerbugt FC fra 2. division ud af pokalturneringen.

På den anden side er der en rød tråd i alt det her: Der bliver ikke scoret ret mange mål i Esbjergs kampe. Siden 3-3 mod Randers i begyndelsen af august har holdet nu gået næsten to måneder med følgende række af resultater. 1-0, 1-0, 1-0, 0-2, 2-0, 1-0.

Det gør ikke så meget at score få mål, så længe man også lukker få ind. Det har EfB været så gode til at balancere, at holdet ligger på sjettepladsen og kun har ét point op til AGF som nummer fire. Det kan man som oprykker ikke klage over.

Cheftræner John Lammers må fortsat se bort fra Emmanuel Oti Essigba og Daniel Anyembe, Kristian Riis og Klaus Moesgaard til kampen. Alle fire sidder ude med skader. Derudover er det værd at bemærke, at Rafael van der Vaart og Adnane Tighadouini begge fik deres første startplads for Esbjerg i pokalkampen mod Jammerbugt onsdag.

Agus Garcia har desuden karantæne.

AGF:
Det er ikke kun Esbjerg fB, der er svær at blive klog på i denne tid; det samme kan siges om søndagens århusianske gæster. Bedst som AGF havde etableret sig som ligaens konge af de målfattige kampe, spillede holdet to 3-2-opgør efter hinanden. Det ene et nederlag til AC Horsens, det andet en sejr over Brøndby IF.

Dermed har AGF fortsat kun tabt én kamp i denne sæson, mens det ganske vist også er blevet til seks uafgjorte. Det er dog trods alt nok til 15 point og dermed en fjerdeplads. Det pointgennemsnit på 1,5 pr. kamp ville have været nok til at komme i top 6 i begge de to foregående sæsoner, hvilket jo tegner lovende for de hvide fra Fredensvang.

Den top 6-plads kan selvsagt cementeres, hvis David Nielsen og co. vinder over en af deres nærmeste konkurrenter, der som nævnt kun er ét point efter. Af samme årsag er det et vigtigt opgør i kampen om de eftertragtede pladser.

De to seneste kampe har Bror Blume, Niklas Backman og André Riel siddet ude med skader, og det gør de stadig, når AGF gæster Esbjerg. Derudover må David Nielsen også se bort fra Roman Mysak og Nimo Gribenco, der ligeledes døjer med skader.

Desuden fik folk som Jakob Ankersen, Casper Højer Nielsen, Adama Guira og Martin Spelmann er hvil i pokalkampen mod Aarhus Fremad, men AGF har ikke meldt om skader hos de nævnte spillere.

Mustafa Amini afsoner sin sidste karantænedag efter udvisningen mod Horsens.

Karantæne:
Esbjerg fB: Agus Garcia
AGF: Mustafa Amini

Bud på startopstillinger:
Esbjerg fB (4-3-3): Højbjerg – Hagelskjær, Halsti, Austin, Lauridsen – ”Lungi” Sørensen, Parunashvili, Kauko – Brink, Yakovenko, Kristensen

AGF (4-4-1-1): Whalley - Mikanovic, Kanstrup, Juelsgård, Højer – Spelmann, Stage, Guira, Ankersen – Sana – Bundu

Profilen:
Det var langt fra alle sine eksotiske indkøb, Ted van Leeuwen ramte rigtigt med, men Lasha Parunashvili har udviklet sig til en bærende kraft for Esbjerg. Georgieren fungerer både som angrebsklods, når modstanderne har bolden, og spilfordeler, når hans eget har den, og det er næppe for meget sagt, at han har været en af sit holds bedste i denne sæson.

Vidste du, at..:
Det er to et halvt år, siden Esbjerg slog AGF, og holdet er  løbet ind i et par snittere undervejs. De tre seneste besøg i Århus er endt 5-1, 6-2 og 3-1 til AGF, mens det trods alt er blevet til to uafgjorte hjemme på Blue Water Arena i perioden.

Dom:
Begge hold har haft korte perioder i denne sæson, hvor de har lukket mange mål ind, men de har også haft perioder, hvis der bliver scoret meget få mål. Spørgsmålet er så, hvilke versioner tilskuerne i Esbjerg få at se søndag eftermiddag.

Buddet herfra er, at det bliver den målfattige. AGF må være opsatte på at få sat prop i efter fem mål imod sig i to kampe, mens Esbjerg generelt ligner et hold, der satser på at overleve på godt forsvarsspil og 1-0-sejre.

Det bliver et enkelt mål til hver, 1-1, og dermed den tredje uafgjorte kamp i Esbjerg på stribe.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: