Kampfakta:
Spillested: Blue Water Arena, Esbjerg
Dommer: Lars Christoffersen
Kampstart: Søndag kl. 17.00
På tv: Canal 9
Twitter: efbfck
Holdnyt:
Esbjerg fB:
De er ikke bekymrede i Esbjerg, men faktum er, at vestjyderne er på 10. pladsen i Superligaen. Godt nok har mandskabet otte point ned til FC Vestsjælland på den forkerte side af nedrykningsstregen, og der er omvendt blot fem point op til Brøndby IF på femtepladsen, men holdet er inde i en hård periode. De to seneste kampe i Superligaen har budt på nederlag, og FC København kommer til Blue Water Arena med en statistik, der siger, at gæsterne ikke har tabt på udebanen i Esbjerg i syv år.
Mål har holdet dog leveret fornuftige mængder af med otte mål i fire kampe i foråret, hvis man inkluderer 4-2-sejren i DBU Pokalen over AaB, så spillerne har vist, at selvom Martin Pusic og Jakob Ankersen er smuttet, indeholder truppen stadig folk med mål i støvlerne. Det er vigtigt mod FCK, der har Superligaens bedste defensiv.
Esbjerg fB's defensive pendant har derimod set mere vakkelvorn ud. Syv indkasserede mål i de første tre runder er det højeste antal for alle mandskaber, og det skal der rettes op på.
Mick van Buren har netop gjort comeback på reserveholdet efter en lang skadespause, men han forventes ikke at spille en rolle. Angriberkollega Mikkel Vestergaard er også ude af opgøret, så dermed kan cheftræner Niels Frederiksen vælge og vrage ud fra den samme trup, som han hele foråret har haft til rådighed.
FC København:
Det var først i forårets tredje Superliga-kamp, at en offensiv spiller kom på scoringstavlen for FC København. Tom Høgli og Ludwig Augustinsson stod for scoringerne i den første kamp, mens Mathias 'Zanka' Jørgensen scorede selvmål mod OB. Mod Brøndby IF var Daniel Amartey, Thomas Delaney og Nicolai Jørgensen så på spil, og hvis holdet kan få gang i de typer fremadrettet, ser det fornuftigt ud.
FC København har før runden ni point op til FC Midtjylland, der spiller fredag, og AaB og Randers er også ved at være faretruende tæt på, så alle point tæller for FCK i denne situation.
Defensiven er stadig klippefast, og selvom 'Zanka' er ude med karantæne, forventes Per Nilsson at træde til som afløser. Antonsson måtte udgå af kampen mod Brøndby med problemer med anklen, men det forventes, at svenskeren bliver klarmeldt til at indtage sin plads i forsvaret. Alternativt kan Delaney eller Amartey træde til i forsvaret, og i så fald kan Youssef Toutouh eller Christian Poulsen forvente at komme i spil fra start.
Bashkim Kadrii var på græsset mod Brøndby, men det var i civilt tøj efter kampen, da den stærke offensivspiller fortsat genoptræner efter en knæoperation. Kris Stadsgaard er også fortsat skadet, mens Mikkel Wohlgemuth endnu ikke forventes at være en del af truppen. Johan Wiland var syg mod Brøndby IF, så det er endnu usikkert, om han er klar til kamp, ligesom Björn Sigurdarson og Kevin Foley er lige på nippet til at være klar igen.
Karantæne:
Esbjerg fB: Ingen
FC København: Mathias 'Zanka' Jørgensen
Superliga-form:
Esbjerg fB: U-U-V-T-T
FC København: V-V-V-T-V
Bud på startopstillinger:
Esbjerg fB (4-4-2): Dubravka - Johnson Laursen, Jakobsen, Stenderup, Knudsen - Andersen, Friberg, Lekven, Lyng - Söder, Larsson
FC København (4-4-2): Andersen - Høgli, Antonsson, Nilsson, Augustinsson - Gíslason, Amartey, Delaney, Amankwaa - Cornelius, Jørgensen
Vidste du, at...: De to hold mødtes på den samme dato for seks år siden. Her vandt Esbjerg fB 2-0 i Parken på mål af Søren Rieks og Jesper Lange. I det opgør fik Peter Larsson rødt kort efter en tackling på målscorer Lange. Ingen af spillerne, der kom i aktion i kampen, tørner ud for klubberne i dag.
Dom:
FC København skal have point på kontoen både for at holde forfølgere væk, men også for at holde en lille gnist i håbet om at indhente FC Midtjylland. De kommer med entusiasme i truppen efter derby-sejren, og Esbjerg fB kan ikke dæmme op. Omvendt er FCK's defensiv for stærk til Esbjergs angreb, og derfor vinder FC København en smal sejr på 1-0.