Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: FC København - AGF

De forsvarende mestre spiller sæsonens første hjemmekamp, og meget fokus vil være rettet mod Jens Stage, når AGF kommer på besøg i hovedstaden.

Kampfakta:
Kampstart: Fredag klokken 19.00
Spillested: Telia Parken, København
Dommer: Anders Poulsen
På TV: 3+
Hashtag: #fckagf #sldk

Holdnyt:
FC København: 
Dame N'Doye sikrede FC København tre point i premieren mod OB, og nu skal mestrene så for første gang i denne sæson i aktion på eget græs i noget så udsædvanligt som en fredagskamp med FCK som deltager. Placeringen af kampen skyldes, at FCK i midten af næste uge indleder Champions League-kvalifikationen mod The New Saints fra Wales. 

FCK slap af sted med det mod OB, men var på hælene og som bekendt bagud 0-2 tidligt i kampen. Ståle Solbakkens mandskab viste imidlertid god moral, og sådan et comeback må give noget af et rygstød.

Dame N'Doye var i en klasse for sig med OB, hvor det også var tydeligt, at flere FCK-profiler stadig er et stykke fra topformen. Det gælder blandt andre Viktor Fischer og Robert Skov.

FC København måtte undvære en skadet Andreas Bjelland mod OB, men han er med i truppen mod AGF, og dermed overtager han med al sandsynlighed Sotiriois Papagiannopoulos' plads i det centrale forsvar ved siden af Victor Nelsson. 

Nicolai Boilesen sidder ude med en længerevarende skade, og FCK må ogås undvære Robert Mudrazija og Stephan Andersen. 

AGF:
Det kunne have været værre, og det kunne bestemt have været bedre.

Nogenlunde sådan kan man beskrive AGF's sæsonstart, der kastede et point ude mod Hobro af sig. Århusianerne blev reddet af et mål af forsvarsspilleren Jesper Juelsgård, der ellers aldrig scorer.

AGF har skiftet en del ud i løbet af sommeren, og i ugens løb er der kommet endnu et nyt ansigt til Fredensvang. Målmanden William Eskelinen har underskrevet en fem-årig aftale med AGF og trænede med for første gang onsdag. Eskelinen er udtaget og kan i princippet allerede starte inde mod FCK, men mon ikke, at David Nielsen lige lader svenskeren lande og derfor giver genvalg til Oscar Whalley. William Eskelinen ligner imidlertid et nyt førstevalg mellem stængerne i Aarhus.

David Nielsen har en nærmest skadesfri trup til disposition. De to nyerhvervelser Nicklas Helenius og Alex Gersbach var ikke med i premieren, fordi de fortsat halter lidt efter holdkammeraterne rent formmæssigt, og det synes stadig at være tilfældet med Helenius, mens Alex Gersbach er udtaget til FCK-kampen og kan få debut. 

AGF har siet Youssef Toutouh fra til kampen. 

Karantæner:
FC København: Ingen
AGF: Ingen

Bud på startopstillinger:
FC København (4-4-2): Grytebust - Varela, Bjelland, Nelsson, Bengtsson - Skov, Zeca, Falk, Fischer - Wind, N'Doye

AGF (4-3-3): Whalley - Munksgaard, Tingager, Juelsgård, Højer Nielsen - Amini, Poulsen, Sana - Bundu, Mortensen, Ankersen

Profilen:
Det er ikke givet, at han starter inde, men manges øjne vil uden tvivl være rettet mod Jens Stage fredag aften. Selvfølgelig på baggrund af hans opsigtsvækkende skifte fra netop AGF til FC København i transfervinduet, men også fordi, at Stage ufrivilligt har fyldt en del i optakten til kampen. En 23-årig mand er blevet anholdt for et brandattentat mod Jens Stages lejlighed i Aarhus, og attentatet skete som en konsekvens af midtbanespillerens skifte til FCK. "I Aarhus straffes forrædere, Judas-svin" stod der på det fyrværkeri, der blev kastet ind i lejligheden. Det er en hård uge for Jens Stage, der kulminerer fredag aften med gensynet med tidligere holdkammerater.

Vidste du, at..:
Jens Stage har scoret ni mål i Superligaen for AGF, og to af dem har været mod FC København. Begge mål faldt i sidste sæson og har altså været medvirkende til, at løverne kastede deres kærlighed på den arbejdsomme midtbanespiller.

Dom:
For præcis ti år siden sikrede Peter Graulund et AGF-mandskab med Erik Rasmussen i spidsen århusianerne en 1-0-sejr i Parken, og dermed cemterede holdet en overraskende førsteplads i Superligaen. Siden har AGF ikke vundet i hovedstaden, og argumenterne for, at det sker fredag, står ikke i kø. AGF har redskaber, der kan gøre ondt på FCK, men det er svært at se gæsterne trække det længste strå over 90 minutter. FCK vinder 3-1. 

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: