Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: FC København - Brøndby IF

FC København kan med en sejr sikre sig mesterskabet, men Brøndby-spillerne vil gøre alt, hvad der står i deres magt for, at arvefjenderne ikke skal guldfeste for øjnene af dem.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 16.00
Spillested: Telia Parken, København
Slutspil: Mesterskabsspil 
Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen
På TV: TV3+
Hashtag: #fckbif #sldk

Holdnyt:
FC København:
De kæmpestore Carlsberg-flasker kan godt smides på køl i FC København. Søndag kan der meget vel blive brug for dem, når løverne kan sikre sig det danske mesterskab med en sejr over arvefjenderne fra Brøndby IF. Et point vil dybest set også være nok, da FCK er så langt foran FCM i målregnskabet, at det er umuligt for ulvene at hente, men rent matematisk kan værterne kun tillade sig at guldfeste ved en sejr. Det kan selvfølgelig også være, at FC Midtjylland taber til OB to timer senere, og så kan festen også gå i gang.

Der er med andre ord gode muligheder for, at søndag bliver en festdag i hovedstaden.

FC København har for alvor sat skabet på plads i det igangværende slutspil, hvor holdet er tromlet hen over al modstand og har distanceret FC Midtjylland. Senest blev det til en overbevisende 4-0-sejr over OB.

William Kvist annoncerede i sidste uge sit karrierestop, og dermed spiller han sit sidste derby søndag. Kvist kommer ikke til at starte inde, men hvis FCK er sikkert foran mod slutningen af kampen, kan man nok godt regne med en indskiftning af løvernes rekordholder.

Ståle Solbakken har ingen karantæner at forholde sig til, men der er til gengæld tvivl om både Nicolai Boilesen og Dame N'Doyes deltagelse i derbyet. De er dog begge med i truppen. 

Brøndby IF:
Brøndby er voldsomt ustabile i dette mesterskabsspil.

De seneste fire kampe har budt på en godkendt præstation hjemme mod FCK, en skrækkelig præstation i Esbjerg, en imponerende sejr i Herning og senest en nedsmeltning på hjemmebane mod Esbjerg. Martin Retovs mandskab har svært ved at sætte to gode kamp sammen i træk, og derfor ser bronzen også ud til at være uden for rækkevidde. 

Søndag kan meget vel blive en rigtig træls dag for Brøndby, men de blå-gule skal trods alt huske på, at man til tider formåede at gøre ondt på FCK i det omvendte derby i midten af april. FCK viste klassen og vandt 2-1 til sidst, men Brøndby viste gode takter.

Det gjorde holdet bestemt ikke mod Esbjerg i seneste kamp, og nu er vi også så tæt på pokalfinalen, at den helt sikkert også vil være en prioritet. Superligaen er stadig vigtig set med Brøndby-briller, men pokalfinalen 17. maj mod FC Midtjylland er den helt store chance.

Brøndby har ingen i karantæne, men til gengæld Joel Kabongo og Kasper Fisker på skadeslisten. Kevin Mensah og Benedikt Röcker var ude i seneste kamp, men de er tilbage i truppen til derbyet sammen med Besaar Halimi. 

Karantæner:
FC København: Ingen
Brøndby IF: Ingen

Bud på startopstillinger:
FC København (4-4-2): Joronen - Ankersen, Vavro, Bjelland, Boilesen - Skov, Zeca, Falk, Fischer - Wind, N'Doye

Brøndby (4-1-2-1-2): Schwäbe - Gammelby, Arajuuri, Hermannsson, Mensah - Radosevic - Kaiser, Tibbling - Mukhtar - Wilczek, Hedlund

Profilen:
Slår Robert Skov målrekorden i Superligaen? I så fald skal han runde 29 træffere, og det er der en god sandsynlighed for, at han når i denne sæson. Hvis det skal gå retfærdigt til, skal han dog gøre det i søndagens kamp, da Ebbe Sand, der har rekorden med 28 mål, gjorde det i 33 kampe. To mål for Robert Skov vil cementere rekorden, mens et hattrick vil give Superligaens topscorer sit eget kapitel i historien. 

Vidste du, at..:
FC København har meldt udsolgt til kampen, og dermed ventes der lige under 36.000 på lægterne til det, der kan blive en guldfest for hjemmeholdet. Rekorden for flest tilskuere til en Superliga-kamp mellem FCK og Brøndby daterer sig tilbage til april 2006, hvor 41.201 så Ståle Solbakkens FCK-mandskab få besøg af Michael Laudrups Brøndby-tropper. Desværre endte kampen 0-0. 

Dom:
FC København vil helt sikkert dække op til guldfest, og så er det op til spillerne at sikre, at der også kan sendes invitationer ud. Løverne har været skræmmende i dette slutspil, og selv om et derby populært sagt "lever sit eget liv", er det svært at se, hvordan Brøndby for alvor skal drille det FCK-mandskab på netop den dag. FC København slår Brøndby 2-0 og sikrer klubbens 13. danske mesterskab. 

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: