Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: FC København - FC Midtjylland

Der er topbrag i Superligaen, når FC København og FC Midtjylland mødes i Parken i en kamp, som udeholdet ikke kan tåle at tabe.

Kampfakta:
Kampstart: Torsdag klokken 18.00
Spillested: Telia Parken, København
Slutspil: Mesterskabsspillet
Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen
På TV: 3+
Hashtag: #fckfcm #sldk

Holdnyt:
FC København:
Ståle Solbakken og FC København kom fra mødet med ærkerivalerne fra Brøndby med tre point, og holdet har vist stor styrke i mesterskabsspillet, hvor forspringet til FC Midtjylland er blevet udbygget til fem point. Vinder FCK over FCM, vil der altså være otte point mellem de to tophold med bare seks runder igen.

Derfor er det en vigtig kamp, og Solbakken kan glæde sig over at have Carlos Zeca tilbage fra karantæne, mens Robert Skov og Viktor Fischer, der begge har været skadede, kom på tavlen mod Brøndby og viste, at de er ved at være tilbage i form.

FCK-mandskabet er for første gang i lang tid stort set skadesfrit. Michael Lüftner er tilbage på træningsbanen og træner fuldt med, mens Pieros Sotiriou træner lidt for sig selv. Andreas Bjelland stod over ved tirsdagens træning, men er meldt klar til torsdag af Ståle Solbakken. 

FC Midtjylland:
De danske mestre fra FC Midtjylland kom efter et par dårlige resultater tilbage på rette spor, da det blev til en sejr på 2-0 hjemme over OB. Det skete i en kamp, hvor Kenneth Andersen var uden sin topscorer Paul Onuachu, der sad ude med karantæne.

Den nigerianske landsholdsspiller vender nu tilbage i kamp for klubben fra Herning og Ikast, og dermed er FC Midtjylland også tæt på stærkeste opstilling. Klubben er godt nok uden trupspillerne Artem Dovbyk og Zsolt Korcsmar. Erik Sviatchenko sad ude senest, men ventes at blive klar til opgøret mod FCK. Hvis han ikke bliver det, ventes Manjrekar James at få genvalg i startopstillingen.

FCM har brug for point, hvis ikke FCK skal trække for langt væk i toppen af Superligaen, så det bliver formentlig også et Kenneth Andersen-hold, der vil forsøge at tage initiativ i opgøret.

Karantæne:
FC København: Ingen
FC Midtjylland: Ingen

Bud på startopstillinger:
FC København (4-4-2): Joronen - Ankersen, Vavro, Bjelland, Boilesen - Skov, Falk, Zeca, Fischer - N'Doye, Wind

FC Midtjylland (3-4-3): Hansen - Hansen, Sviatchenko, Scholz - Andersson, Poulsen, Sparv, Dal Hende - Onyeka, Onuachu, Evander

Profilen:
Jesper Hansen får en nøglerolle for FC Midtjylland. Da målmanden for et års tid siden var på besøg i Telia Parken i en kamp, som FC Midtjylland skulle vinde for at holde liv i muligheden for at blive dansk mester, leverede han den ene pragtredning efter den anden, samtidig med at FCM viste utrolig skarphed og scorede to gange på to chancer. Det endte med, at FCM fik hentet Brøndby og vandt mesterskabet.

Vidste du, at..:
FC Midtjyllands 2-0 sejr er eneste gang i de seneste syv forsøg, at FCM er kommet fra Parken med point. Så det er ikke et sted, mandskabet normalt har det godt.

Dom:
Der bliver helt sikkert gang i den - både på banen og på tilskuerpladserne - og hjemmeholdet kan med en sejr rykke meget, meget tæt på mesterskabet. I så fald vil FCK have otte point ned til FC Midtjylland med bare seks kampe igen.

Omvendt kan FC Midtjylland med en sejr i Parken selv afgøre mesterskabet ved at vinde de resterende seks kampe.

Begge klubber har fysik og kvalitet på dødbolde, og det kan blive dødbolde, der bliver afgørende. Både Robert Skov og Jakob Poulsen er dygtige sparkere.

Det tegner til at blive en målrig og underholdende kamp, og vi tror, de to hold begge får noget med fra opgøret. 2-2 ender det i en kamp, hvor der bliver lavet flere mål efter standardsituationer.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: