Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: FC København - SønderjyskE

For første gang nogensinde lykkedes det i sidste sæson SønderjyskE at besejre FC København i Superligaen. Kan de gøre det igen?

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 18.00
Spillested: Telia Parken, København
Dommer: Jakob Kehlet 
På TV: 3+
Hashtag: #fcksje #sldk

Holdnyt:
FC København:
Viktor Fischer sikrede FC København det ene point i seneste runde mod AGF, og dermed er løverne fortsat på førstepladsen i Superligaen. AaB havde mulighed for at snuppe den mandag aften i Horsens, men det lykkedes ikke for nordjyderne.

FC København har scoret flest mål af alle, og kun AGF har indkasseret færre, så alle de velsmagende ingredienser er til stede for de mangedobbelte danske mestre. Det tegner lovende lige nu.

FC København spillede 0-0 torsdag ude mod Atalanta og sikrede sig dermed et godt udgangspunkt til torsdagens returkamp i København. Holdet så dog noget træt ud til sidst, så forvent ændringer på holdet. Carlos Zeca måtte udgå i pausen af opgøret, og han skal ikke spille søndag. Ude er Rasmus Falk også - han har problemer med nakken og var heller ikke med mod Atalanta.

Pieros Sotiriou var med mod Atalanta, og dermed er Jonas Wind den eneste langtidsskadede i FCK-truppen.

SønderjyskE:
Det går op og ned for sønderjyskE i denne sæson

I seneste runde blev det til en tiltrængt sejr for Claus Nørgaards mandskab, der vandt 2-1 over oprykkerne fra Vendsyssel FF. Dermed holder Haderslev-klubben snor i subtopholdene, og det er vigtigt, for Superligaen er næppe mange runder fra at knække over. 

SønderjyskE's største udfordring er at score mål. Kun seks er det blevet til indtil videre, og igen-igen er det midtstopperen Kees Luijckx, der er topscorer. De fleste havde ventet, at det var Luijckx' landsmand Mart Lieder, der skulle score målene i denne sæson, men de mangler fortsat. Lieder kommer imidlertid frem til chancerne, så på et tidspunkt vender det formentlig for hollænderen.

I den forgangne uge har der også været gang i svingdøren i SønderjyskE. Haderslev-klubben har hentet Joao Pereira tilbage på en fri transfer. Forsvarsspilleren var en del af det hold, der vandt sølv for et par sæsoner siden. Desuden er det endelig lykkedes SønderjyskE at afskibe Marko Mitrovic, der er taget til Serbien.

SønderjyskE måtte undvære Mads Hvilsom, Victor Ekani og Marcel Rømer mod Vendsyssel, og de er således også tvivlsomme til opgøret i hovedstaden.

Karantæner:
FC København: Ingen
SønderjyskE: Ingen

Bud på startopstillinger:
FC København (4-4-2): Andersen - Ankersen, Vavro, Bjelland, Boilesen - Skov, Kvist, Gregus, Thomsen - Fischer, N'Doye

SønderjyskE (4-2-3-1): Mielitz - Gartenmann, Pedersen, Luijckx, Marfelt - Jonsson, Vinderslev - Bah, Frederiksen, "Greko" - Lieder

Profilen:
Der er store forventninger til Alexander Bah i SønderjyskE, og det er bestemt også en spændende spiller, der er kommet til Haderslev fra HB Køge. Bah har spillet mange kampe i 1. division, men nu skal han matches mod Superligaens tophold. Hvordan klarer han den opgave?

Vidste du, at...
SønderjyskE's Søren Frederiksen har en fjern fortid i FC København, og han nåede blot at spille fire kampe for løvernes bedste mandskab. Han holder til gengæld et meget fint målsnit i de fire optrædener. Frederiksen scorede to mål for FCK - begge i en pokalkamp mod Viby.

Dom:
For første gang nogensinde lykkedes det i sidste sæson SønderjyskE at vinde en Superliga-kamp over FC København, men de lyseblå har endnu aldrig vundet en kamp i Parken. FCK vil uden tvivl have et stort fokus på torsdagens returkamp mod Atalanta, og det kan blive SønderjyskE's chance, men det meste taler for en FCK-sejr søndag aften, og det er også buddet herfra. FC København vinder 2-0.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: