Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: FC Midtjylland - Brøndby IF

Yderst spændende opgør mellem to klubber, der plejer at spille gode og intense kampe mod hinanden.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 18.00
Spillested: MCH Arena, Herning
Dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt
På TV: 3+
Hashtag: #fcmbif #sldk

Læs også:Optakt: Randers FC - Silkeborg IF

Holdnyt:
FC Midtjylland:
Hjemmeholdet FC Midtjylland fik en fornem start med Brian Priske som cheftræner. Klubben fra Herning og Ikast vandt en fin sejr på 2-0 ude over SønderjyskE, og dermed holder de fast i FC København, der aktuelt er to point foran i tabellen.

Nu venter så et møde med Brøndby, og det bliver en kamp, hvor FCM med en sejr kan gå ni point foran de blå-gule fra den københavnske vestegn.

Kristian Riis ventes at være ude af opgøret, og så spiller Jakob Poulsen og Marc Dal Hende heller ikke, men ellers er der tæt på frit valg på alle hylder for Brian Priske, som er gået væk fra en tremandsbagkæde og i stedet spiller med fire i det bagerste forsvar. Nikolas Dyhr kan meget vel holde sin plads på venstrebacken foran brasilianske Paulinho - Dyhr har været god for FCM.

Trænerteamet har udover det foretaget én ændring i truppen i forhold til den seneste kamp mod SønderjyskE. Den brasilianske angriber Junior Brumado er igen fit og aktuel til opgøret. Ud glider Artem Dovbyk. Søndag blev det desuden meldt ud, at Gustav Wikheim skifter til Saudi-Arabien - Dog først fra næste uge.

Priske har i første omgang jobbet som cheftræner frem til årsskiftet, og så vil FCM tage en beslutning i forhold til, hvem der skal være den langsigtede løsning.

Brøndby IF:
Niels Frederiksen og Brøndby fik sig noget af et chok, da AGF søndag tog fra Brøndby Stadion med en sejr på hele 3-0 og dermed tre point. Det var en fuld fortjent sejr.

Brøndby har brugt denne uge på at sælge Hany Mukhtar, der skifter til MLS-klubben Nashville til vinter. Væk er Paulus Arajuuri, der med øjeblikkelig virkning er skiftet til Pafos på Cypern.

Læs også:Optakt: Randers FC - Silkeborg IF

Brøndby har også handlet ind og har fået både Sigurd Rosted, Johan Larsson og Samule Mraz til klubben. Førstnævnte er afløser for Paulus Arajuuri og spiller altså i det centrale forsvar, mens Johan Larsson har fået en kort kontrakt og er i spil til pladsen på højre back. I angrebet er Samuel Mraz kommet på en lejeaftale og skal konkurrere med blandt andet Kamil Wilczek om spilletid. Spørgsmålet er selvfølgelig, om det lejeaftalen betyder, at Kamil Wilczek er på vej væk. Mraz og Wilczek har samme agent.

Larsson har dog ikke spillet fodbold i lang tid, hvorfor han med al sandsynlighed ikke er med fra start, når Brøndby gæster FCM, og Mraz er nok heller ikke med fra start.

Til opgøret Niels Frederiksen uden de tre langtidsskadede spillere Simon Tibbling, Kasper Fisker og Joel Kabongo. Lasse Vigen og Mikael Uhre var heller ikke med senest med skader. Mikael Uhre er tilbage i truppen men spiller formentlig ikke. Også Hany Mukhtar er med i truppen igen.

Hjörtur Hermannsson vender tilbage efter overstået karantæne og ventes at gå direkte i startopstillingen.

Karantæne:
FC Midtjylland: Ingen
Brøndby IF: Ingen

Bud på startopstillinger:
FC Midtjylland (4-2-3-1): Hansen - Andersson, Scholz, Sviatchenko, Dyhr - Onyeka, Sparv - Mabil, Evander, Cajuste  - Kaba

Læs også:Optakt: OB - SønderjyskE

Brøndby IF (4-3-3): Schwäbe - Mensah, Hermannsson, Rosted, Jung - Kaiser, Radosevic, Børkeeiet - Hedlund, Wilczek, Lindstrøm

Profilen:
Evander er en stor profil i det midtjyske, og systemændringen i FC Midtjylland kan meget vel være for at tilgodese brasilianerens kvaliteter. Evander har nu to midtbanespillere lige bag sig, og derfor kan han starte lidt længere fremme i banen - som en rigtig 10'er. Senest kom han på tavlen, og kan de få ham i gang i det midtjyske, begynder det at se rigtigt spændende ud for FCM.

Vidste du, at..:
Da de to klubber mødtes senest, var det med stor dramatik. Det var nemlig i Sydbank Pokalen, hvor FC Midtjylland for første gang i fem forsøg vandt den danske pokalturnering. Foran et udsolgt Telia Parken stod der 1-1 mellem de to mandskaber efter 120 minutters fodbold, og så skulle holdene i straffesparkskonkurrence. Her var FCM altså bedst ved at score på fire af fem spark, mens Brøndby missede to spark.

Dom:
FC Midtjylland så ud til at være med fornyet energi under Brian Priske, og klubben skal nu forsøge at bygge videre på de gode takter mod SønderjyskE. Klubben har stort set ingen skader, og det er lige modsat i Brøndbys lejr, hvor man kommer fra et pinligt nederlag på 0-3 hjemme mod AGF, samtidig med at man har mange skader.

Det tegner til at blive en god aften for hjemmeholdet, og vores bud herfra er, at FC Midtjylland tager en forholds sikker sejr på 3-0.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:

Læs også:Optakt: AGF - Esbjerg fB