Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: FC Midtjylland - SønderjyskE

Topholdet FC Midtjylland får besøg af gamle venner som Glen Riddersholm og Mads Albæk, når SønderjyskE kommer på besøg i mandagskampen i Superligaen.

Kampfakta:
Kampstart: Mandag klokken 19.00
Spillested: MCH Arena, Herning
Dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt
På TV: TV3 Sport
Hashtag: #fcmsje #sldk

Holdnyt:
FC Midtjylland:
Seks point. Så stort er forspringet fra nummer et, FC Midtjylland, til nummer to, FC København, i Superligaen. Og det forspring kan FCM gøre til ni point, hvis klubben fra Ikast og Herning vinder mandag mod SønderjyskE.

Efter to gange 2-0 jagter Ulvene sejr nummer tre på stribe.

Første halvleg i opgøret mod Hobro var noget sløj senest, og derfor er det muligt, at Ronnie Schwartz får chancen fra start, efter han senest kom ind i pausen i stedet for Lasse Vibe og åbnede sin målkonto med en kasse for FC Midtjylland.

Træner Brian Priske kan glæde sig over, at både Sory Kaba og Marc Dal Hende er ved at arbejde sig tilbage fra skader og var med for reserveholdet onsdag, og førstnævnte er tilbage i førsteholdstruppen, mens Dal Hende fortsat må vente lidt.

Priske må se bort fra de skadede spillere Kristian Riis, Zsolt Korcsmar og Oliver Olsen, og så er Mikael Anderson ude af kamptruppen med en mindre skade.

SønderjyskE:
Glen Riddersholm vender tilbage til sin gamle hjemmebane, og med sig denne gang har han Rilwan Hassan, Patrick Banggaard og Mads Albæk, der alle har en fortid i FC Midtjylland, ligesom lejesvenden Artem Dovbyk er på kontrakt i FCM.

Læs også:Rafael van der Vaart ryster på hovedet af Manchester United-stoppere

SønderjyskE åbnede foråret med en vigtig sejr hjemme over Hobro, og senest endte det så med et smalt nederlag på 1-2 ude mod FC Nordsjælland efter en god præstation. Nu gælder så endnu en svær opgave for Riddersholms mandskab, der gerne vil gå ind til slutspillet med afstand til de to nederste pladser i de to gruppespilspuljer.

Men for at gøre det, skal SønderjyskE have nogle point, og det skal holdet forsøge at få i Herning mandag. Bestemt ikke noget nemt sted at spille, men omvendt må SønderjyskE være opløftet efter de første par runder i foråret, hvor man har præsteret fint.

Til opgøret har cheftræneren en del problemer, især i defensiven.

Den vigtige forsvarsspiller Stefan Gartenmann sidder over med karantæne, og stopper Marc Pedersen er fortsat ude med en skade. Ude er også Patrick Banggaard denne gang, mens Pierre Kanstrup omvendt er blevet sin skade kvit. Glen Riddersholm er også uden midtbanespiller Mads Albæk.

Karantæne:
FC Midtjylland: Ingen
SønderjyskE: Stefan Gartenmann

Bud på startopstillinger:
FC Midtjylland (4-2-3-1): Hansen - Andersson, Sviatchenko, Scholz, Paulinho - Onyeka, Sparv - Dreyer, Evander, Mabil - Schwartz

SønderjyskE (4-1-4-1): Mielitz - Simonsen, Kanstrup, Mavrommatis, Marfelt - Jonsson - Bah, Jakobsen, Hassan, Absalonsen - Jacobsen

Profilen:
Anders K. Jacobsen har fået en perfekt start på livet i Haderslev med to mål i to kampe, så det ligner i den grad, at det var det rigtige at gøre, da han sagde farvel til Odense og OB et halvt år før kontraktudløb for i stedet at støde til Riddersholms tropper. En kløgtig angriber, som FCM-forsvaret skal passe på.

Læs også:FCM-træner om forspring til FCK: Man skal have en vis paranoia

Vidste du, at..:
Bare tre gange har FC Midtjylland i de 20 år, klubben har eksisteret, tabt på egen bane i Superliga-regi til SønderjyskE. Seneste nederlag var på 2012. Otte af de sidste ni opgør i Herning har FCM vundet, mens SønderjyskE en enkelt gang i ni forsøg er kommet tilbage til Haderslev med et enkelt point. Tegner ikke godt for Riddersholms mandskab.

Dom:
Hjemmeholdet har godt nok lidt skader, men det er ikke skader til nøglespillere, hvorfor Brian Priske kan stille i stærkeste opstilling. Omvendt ser det ud for Glen Riddersholm, der er defensivt udfordret af, at man er uden Marc Pedersen, Patrick Banggaard og Stefan Gartenmann. De to førstenævnte er skadede, mens Gartenmann er i karantæne. 

Selv om SønderjyskE har vist fine takter i foråret, er FC Midtjylland storfavorit til kampen - også med tanke på, at klubben fra Ikast og Herning normalt besejrer gæsterne fra Haderslev.

2-1 vinder FC Midtjylland.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:

Læs også:FC København-profil er årets Superliga-spiller

Læs også:Samarbejdsklub om muligt FCM-opkøb: Spændt på, om vi får en henvendelse

Læs også:Optakt: AC Horsens - Randers FC