Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: FC Nordsjælland - AGF

Både FC Nordsjælland og AGF halter efter top 6, så det kan blive dyrt at tabe mandagens opgør. Så hvem gør det?

Kampfakta:
Kampstart: Mandag klokken 19.00
Spillested: Right to Dream Park, Farum
Dommer: Michael Johansen
På TV: TV3 Sport
Hashtag: #agffcn #sldk

Holdnyt:
FC Nordsjælland:
Det gælder for FC Nordsjælland, som det gør for AGF: 2-1-sejren i sidste spillerunde var en tiltrængt en af slagsen. FCN havde gået seks kampe uden at vinde, så de tre point mod SønderjyskE lunede.

På mange måder ligner de to holds situationer hinanden: De har lige mange point, de vandt i sidste runde efter en stime af dårlige resultater, og de halter stadig efter top 6.

En væsentlig forskel er dog, at hvor AGF mangler en pålidelig målscorer og eksempelvis igen brugte midtbanespilleren Jens Stage helt i front mod Vejle, har FC Nordsjælland sådan en. Andreas Skov Olsen, der først fylder 19 mellem jul og nytår, scorede Superliga-mål nummer 10 og 11 mod SønderjyskE.

Det er jo som udgangspunkt godt at have en mand, der ligger på en delt tredjeplads på topscorerlisten, men det kan måske bekymre Kasper Hjulmand, at unge Skov Olsen har lavet 40 procent af sit holds mål.

Til gengæld kan cheftræneren glæde sig over, at han har Mads Valentin Pedersen tilbage. Den lille (wing)back har siddet ude med en skade siden begyndelsen af september, men gjorde comeback i sidste runde.

AGF:
Der er i hvert fald to grunde til, at det var vigtigt for AGF at slå Vejle Boldklub i sidste runde: For det første havde holdet tabt de fem foregående kampe op til, og snakken om krise var allerede begyndt. For det andet ville AGF have været langt fra top 6 med endnu et nederlag.

I stedet er der kun fire point op til AaB på den sjetteplads, der er forskellen på bestået og dumpet for AGF og flere af de andre Superliga-hold. Der er stadig seks hold, der skal overhales, men det er trods alt noget bedre, end hvis der var syv point og seks hold.

Et af de mandskaber, AGF i givet fald skal rykke forbi, er FC Nordsjælland. Det er med andre ord endnu en vigtig kamp for David Nielsen og co., og derfor må det glæde cheftræneren, at han er ved at have strøget alle navne fra skadeslisten.

André Riel og Roman Mysak er begge fortsat ude af AGF-truppen, men forsvarsspiller Niklas Backman er tilbage efter sin hjernehindebetændelse.

Karantæne:
AGF: Ingen
FC Nordsjælland: Ingen

Bud på startopstillinger:
FC Nordsjælland (3-4-3): Larsen – Skovgaard, Nelsson, Jenssen – Bartolec, Rygaard, Kofod Andersen, Valentin Pedersen – Donyoh, Damsgaard, Skov Olsen

AGF (4-1-4-1): Whalley – Mikanovic, Kanstrup, Juelsgård, Højer – Guira – Spelmann, Sana, Amini, Ankersen – Stage

Profilen:
Vi nævnte tidligere, at Andreas Skov Olsen scorer mange mål, og det bliver selvfølgelig ikke mindre af, at andre også scorer jævnligt. Og det er netop, hvad Godsway Donyoh gør. Syv kasser i 14 ligakampe er udmærket, og Donyoh plejer scorer med tre-fire kampes mellemrum. Det er tre runder siden sidst, så...

Vidste du, at..:
FC Nordsjælland klarer sig dobbelt så godt på udebane som hjemmebane i denne sæson. I Farum får holdet 1,56 point i gennemsnit pr. kamp, men det på fremmed græs kun bliver til 0,78 i snit.

Dom:
Kampen kan blive skelsættende for sæsonen, for hvis det ene hold taber, og dem i top 6 vinder, er afstanden lige pludselig syv point med otte kampe tilbage af grundspillet. Derfor er der dårligt råd til nederlag for hverken FCN eller AGF.

Begge hold har været ustabile i denne sæson, men kommer direkte fra en succesoplevelse. Det bliver dog kun FC Nordsjælland, der får endnu en mandag aften, for det ender med en hjemmesejr på 2-1.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: